Til Marion.
Skriver til dig fordi min mand og jeg er i vildrede ang. vores yngste søn. Han er fra nov. 2007. Vores problem/bekymring er, at han er, jeg ved ikke rigtig om vi skal kalde det, meget stædig, eller måske vedholdende.
Vores dreng har fra han var lille ofte blivet meget ked af det, især når min mand tager hjemmefra. Det skal siges, at min mand arbejder meget. Kan sagtens forholde mig til, at vores dreng bliver ked af det og gerne vil med sin far. Det jeg synes er meget svært, er at han tit er meget svær at trøste.
Han græder meget gennemtrængende og meget længe, og jeg må ærligt sige, at det er svært at holde ud i længden. Prøver gerne med at snakke roligt til ham og fortælle, at far kommer hjem igen, når han er færdig med at arbejde, eller prøver at aflevede med legetøj, film eller andet. Tager ham op for at trøste ham. Lader ham stå, og græde lidt.
Tit oplever jeg, at intet hjælper. Vores dreng slå og sparker også til tider, når jeg prøver at aflede ham. Har selvfølgelig også i disse situation brugt hans sut meget, måske lidt for meget. Denne situation er desværre ikke det eneste tidspunkt vi oplever denne opførsel. Når vi siger nej til noget, kan han også ofte blive fuldstædig hys.
I aften f.eks. fik han nej til ketchup til maden. Begyndte derfor, at skrige. Gik ind for at finde en stol, så han selv kunne prøve at nå det i køleskabet. Vi fjernede derfor denne stol. Så skreg han endnu mere og hæv og sled i døren ud til, hvor vi havde sat stolen. Prøvede flere gange at sige nej til ham, prøvede at lade ham være og skrige. Prøvede at sidde med ham, for at se om det gav ham ro, han snoede og vred sig og blev mere og mere sur. Han gav sig til at vælte vores vasketøjskurve og smække med døren. Alt i alt skreg han i mere end en time. Hvad skal vi gøre i sådanne situationer? Hvad er det rigtige at gøre?
Vi er løbet tør for ideer, og synes ikke rigtig at der er noget der virker rigtig godt.
