Kære mor, der er ked af det.
Jeg få en meget nuanceret beskrivelse af jeres søn og hvilke bryderier, I står midt i. Tak for det.
Det har været en hård start for jer at blive forældre. Og for din kæreste, der efter en turbulent opvækst mister sin far, lige før han selv bliver far. Det har været ekstra belastende. Har der været nogle fagpersoner, som har bistået din kæreste med faderskabet? For det kunne være fornuftigt at få ryddet lidt op i fortiden for ham, så han kan blive mere robust og også at I sammen får redskaber, som I kan bruge i jeres egen familie. Jeg vender til sidst tilbage med lidt forslag til sidst.
I skriver, at I overvejer, om I er helt håbløse forældre. For I synes det er svært at hjælpe jeres ældste søn, der stiller jer ret så store udfordringer. Når jeg læser jeres beskrivelser, så tænker jeg, at I gør jer virkelig umage og gør alt det bedste, I kan. I er opsøgende og efterspørger, hvordan I kan håndtere de problemer, I har. Og det er jo netop for at få nye muligheder, så I kan blive endnu bedre forældre for jeres børn.
Allerførst har jeg lyst at skrive en lille smule generelt om børn. I har været så heldige at få to sønner. Og I har allerede set, hvor forskellige børn, de er. Temperamentet, måden de går til verden på, kontakten til andre voksne og børn, det tempo deres udvikling har, deres udseende og interesser osv. – hvert barn udvikles på sin måde.
Samtidig er vi forældre også forskellige. Og med det første barn er usikkerheden på forældreskabet altid stor. Heldigvis vokser man med opgaven.
I har lige nu to drenge på hhv. 3 ½ år og knapt 1½ år. De er begge så små, at ingen af dem kan styre egne følelser endnu, fx kan de ikke selv håndtere konflikter og vrede, og I voksne er nødt til at være omkring dem hele tiden, hvis der ikke skal opstå uoverskuelige situationer.
De fleste børn skal være omkring 4 – 5 år, før de kan håndtere de fleste situationer med kammeraterne, som involverer følelser som vrede, konflikter osv. uden hjælp fra voksne. Så det betyder, at I lige nu ikke kan forvente, at jeres sønner kan lege sammen i harmoni mere end nogle minutter ad gangen.
Når jeres ældste dreng pludselig og umotiveret sparker ud efter lillebror, så er han drevet af sine umiddelbare indskydelser. Han kan endnu ikke holde impulsen tilbage, når han vil sparke lillebror, og det kommer, som I har observeret, på et splitsekund.
Men I kan ikke forvente, at I ved at skælde ud og ’sætte grænser’, kan lære ham at lade være med at gøre det, han godt ved, han ikke må. Han ved det godt 'med fornuften', men da følelserne ikke er til at styre for ham, så kan I ikke få ham til det – endnu. Måske kan han i glimt eller i situationer, hvor han ikke er oppe at køre rent følelsesmæssigt. Der er rigtig mange forældre, der, som I, har forventninger til det, der hedder barnets følelsesregulering, som ikke svarer til det, barnet formår. Og så bliver begge parter skuffede.
Der er en del forskning omkring børns regulering af følelser, og hvordan forældre kan hjælpe børnene indtil børnene har nået en mental modenhed, hvor de, de fleste gange, ’selv kan styre sig’. Hovedbudskabet er at lægge vægt på det positive, det I gerne vil have jeres barn til at gøre.
Ofte vil I vide hvornår situationerne opstår. Det er godt, hvis I kan være foran, så I fx forhindrer ham I at sparke lillebror, eller gøre andet dumt. I kan også forsøge, om I kan vise, hvad I gerne vil have, han skal gøre. Hvis fx lillebror leger med noget, som storebror også vil have, så kan I sige: ”Jeg kan se, du gerne vil lege med det, som lillebror har. Det kan du ikke lige nu. Du kan få xxxx" – og så finder I noget, som storebror accepterer at lege med. Eller I sætter et æggeur på 5 minutter og siger: ”Når uret ringer, er det BYTTETID” – så kan du lege med xxxx. Og så læser I i mellemtiden en bog eller andet, som han er glad for.
Jeres kunst er at finde på positive ting at gøre og konstruktive løsninger, så I forebygger konfliktsituationer og negative reaktioner fx straf og skæld ud så meget som muligt. I skal tænke på, at det er de positive reaktioner, som peger fremad, han lærer af. Negativ feed-back får ham til at føle sig forkert, han bliver ked af det, trodsig og vred. Hans selvfølelse skrumper.
Jeg forstår, at det er jeres ældste søn, som har behov for mest støtte. I kan tænke på, at hver gang han oplever en positiv situation, hvor noget er lykkedes for ham, så stiger hans følelse af at ’jeg kan godt’. Jeg er klar over, at det stiller store krav til jer og jeres tålmodighed. Og han har tydeligvis brug for jeres hjælp til at holde fokus, fx når han skal tage tøj på og sikker også i mange, mange andre situationer.
Det er rigtig godt, at I tager jer den tid, der skal til, når fx tøjet skal på. Hvis I kan finde en fast rutine, så han ved, at nu er det nu, at han skal have tøj på, så hjælper I både jer selv og jeres søn. Fremskridt skal I bemærke fx: ’Ej hvor dejligt, at du kommer med det samme, det blev jeg rigtig glad for’ – ’Skal vi hjælpes ad med trøjen? Du tager armene ind, og jeg knapper de første to knapper, så tager du den næste knap’ – og når det driller fx med knapperne: ’Åh sikke en fræk knap, kan du klare den?’ – ’Sig til hvis jeg skal hjælpe dig …’ osv. Det er godt, at I har opmærksomheden på det, som virker for jer.
Du har ret i at pres mod jeres søn avler modpres, og den negative spiral skal I forsøge at undgå. Det er også væsentligt at I voksne får drøftet, hvordan I kan hjælpe og støtte hinanden, så I begge finder jer godt tilpas med dagligdagen. Din kæreste synes sikkert, det ville være dejligt at kunne deltage mere med børnene, end han gør nu. Og det er vigtigt, at I voksne taler om tingene som de er og arbejder sammen om, hvordan jeres familie kan udvikle sig på en god måde.
Jeg kan også forstå, at familie og venner reagerer på de vanskeligheder, I har med jeres søn. Det er godt, hvis I kan være åbne omkring det. I kan måske få støtte og hjælp fra familie og venner, og det skal I tage imod, hvis I finder det brugbart. Når jeres ældste har en godt forhold til fx farmor, så er det en god ide at understøtte det.
Andre i jeres omgangskreds har spurgt om jeres søn kan være særligt sensitiv. Du er selv inde på om jeres søn skal have en specialvurdering, og det er også en mulighed, som I kan gå videre med.
Jeg vil foreslå at I bruger de fagpersoner, der er omkring jer fx pædagogerne i børnehaven, den praktiserende læge eller sundhedsplejersken, hvis I har kontakt med hende. I har samtidig mulighed for at kontakte den åbne anonyme rådgivning i den kommune I bor i. Alle kommuner skal have et sted, hvor forældre kan henvende sig med tvivl om deres børns udvikling og opdragelse i situationer som jeres. Der er fagfolk som rådgiver og giver jer forslag til, hvordan I kommer videre på en god måde. I finder frem til rådgivningen via hjemmesiden for den kommune, I bor i.
Svaret her er de umiddelbare tanker og ideer, som du efterspørger. Jeg håber, at det også kan bringe jer videre.
Held og lykke med det hele og godt nytår 2019.
De bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.