Kære Else.
Beklager, men det blev altså lidt langt.
Jeg skriver til dig angående vores søn på snart 3,5 år. Han er ønskebarn og storebror til lillebror på snart 1,5 år. Vi (mig og hans far) føler os i perioder særligt udfordret af vores ældste søn og har egentlig altid gjort det.
Da han blev født, mistede min kæreste desværre sin egen far ret traumatisk få dage før termin. Det blev en svær start for os med ”social” indlæggelse en uge på barselsgang. Vores søn var meget urolig, og jeg kan huske at jeg funderede over, hvordan de andre forældre fik deres babyer til at sove. Han hoppede hver gang en dør lukkede. De næste måneder var også hårde. Han skreg meget, og efterfølgende har vi nok fundet ud af, at han havde kolik. Jeg ammede, men var ikke glad i min tid på barsel, men var glad for vores søn.
Chokket over at være blevet mor var stort, men da vi byttede om, og min kæreste tog barsel efter 6 måneder gik det bedre. Jeg var blot i skole få timer om dagen, så vi var næsten to på barsel.
For min kæreste blev det dog aldrig godt. Han har aldrig brudt sig om at være alene med vores ældste, da han var lille, og kan heller ikke rigtig overskue, at være alene med begge børn den dag i dag. Jeg har ham mistænkt for at have en eller flere mindre fødselsdepressioner eller at være præget af en opvækst med en misbrugsforælder.
Børnene og de tilhørende arbejdsopgaver bliver hurtigt uoverskuelige for ham, og jeg tager derfor det meste af ”læsset” i hverdagen – og egentlig ofte med glæde, selvom jeg kunne ønske mig en mere ligeværdig forælder en gang imellem.
Jeg elsker at være mor, men synes (som alle andre), at det kan være hårdt arbejde. Vores yngste søn er rimelig gennemsnitlig i temperament, og vi er ikke specielt udfordret af ham (endnu).
Vi har dog jævnligt spekuleret i om der mon er et eller andet i vejen med vores ældste søn. Det er som om livet er lidt hårdere for ham end andre børn. Det tog os fx 6 uger at køre ham ordentlig ind i vuggestue, selvom vi var helt trygge ved stedet, som er en lille institution.
Han er ret fremmelig motorisk og elsker at være ude og lege. Han er temmelig bagud sprogligt og en del af det handler om, at han har haft væske på ørerne. Han har fået dræn nu, men talepædagogen siger at vi godt kan regne med, at der går 1 år, før han er oppe på samme niveau som sine jævnaldrende.
Han er ikke interesseret i voksne. Det er meget svært for de fleste voksne at opbygge en relation til ham. Det kræver næsten specialpædagogisk kompetence at få lov til at snakke med ham og lege med ham. Farmor har godt held med det, for mormor er det svært. Han er meget selektiv.
Han går i udflytterbørnehave, hvor han har et par gode jævnaldrende drengevenner. De voksne fortæller også, at de har svært ved at komme til ham. Det er dog blevet bedre med tiden.
Jeg har god kontakt til ham, men alle kravsituationer har altid været ekstremt konfliktfyldte. Han vil ikke spise, han vil ikke have tøj på, han vil ikke ud ad døren (selvom det fx er på vej på legeplads), han vil ikke i børnehave, han vil ikke hjem. Skift er svære – også selvom vi altid prøver at forbedre ham i forvejen. Det skal også være meget specifikt. Ikke 10 minutter i forvejen, det kan han ikke klare og heller ikke 1 minut. Så præcis 5 minutter ellers får han en sammensmeltning. I de fleste tilfælde er jeg ved at have udviklet mine egne systemer, så det går nogenlunde.
Et eksempel med tøjet (som i øvrigt har været skrækkeligt lige siden han blev født). Jeg sætter ½ time af til det. Jeg har sjældent held med at motivere ham til at tage tøj på med leg. Han er på ingen måde interesseret i at lære at tage tøj på, eller i hvad han skal have på. Dvs. at jeg bliver nødt til at bestemme, at nu skal han have tøj på. Efter et par minutters konflikt over det, hvor han skriger og løber væk, accepterer han som regel. Jeg sidder sammen med ham på gulvet og støtter ham med ord og med lidt småting, som fx rækkefølgen på tøjet og strømper og knapper. Det tager rigtig lang tid, for han er virkelig ikke interesseret i det og vil hellere lave alle mulige andre krumspring, så han egentlig glemmer, hvad han laver. Så hvis det skal foregå i nogenlunde hyggelig stemning, hvor jeg kun når at blive lidt utålmodig, så tager det en halv time – og det er endda en god dag.
Hans far har slet ikke tålmodighed til det, og med ham ender det tit med at han står og råber ad ham, og så ender han med at tvinge ham fysisk i tøjet. Og jeg kan faktisk godt forstå far, for jeg synes det er sådan en kraftanstrengelse med ham, hver gang man skal noget. Det er jo det samme med alle de andre ting, man jo altså også bare skal i løbet af en dag.
Jeg synes, vi forsøger at gøre det hyggeligt og legene, men det er som om han lynhurtigt registrerer, at der er noget krav eller skift i denne her situation, så må jeg hellere give noget modstand. Det er lidt humlen i vores relation til ham; pres avler modpres. Kan lige tilføje, at vi tror, at han af samme grund ikke har smidt bleen endnu.
I øjeblikket står det rigtig skidt til herhjemme. Han er voldsom overfor lillebror. Både fordi de leger voldsomt sammen. Det kan lillebror også godt lide, men også fordi han lige pludselig sparker ud efter ham eller slår ham. Tilsyneladende helt umotiveret. Det slår vi ret hårdt ned på, og vi prøver også at sætte grænser og rimelige krav, men han gør hele tiden ting, han ikke skal/må, og han ved det godt. Han kan drive os til vanvid, så vi bliver nødt til at bytte, så vi ikke eksploderer helt og råber for meget ad ham. Det er ikke spor hyggeligt.
Jeg kan mærke at familie og venner også synes han er lidt speciel. Min fætter spurgte, om han var sensitiv. En anden veninde kommenterede på, at det måtte være hårdt at være lillebror til lige netop vores dreng.
Bedsteforældrene er begyndt at blande sig og komme med gode råd til børneopdragelse. Vi er altid lidt beklemte, når vi er ude i selskab med ham. Laver han nu en eller anden scene?
Vi har diskuteret det før herhjemme, men nu er vi her igen, hvor vi tænker på, om vi bare er helt håbløse forældre, eller om der mon er noget særligt i vejen med vores lidt forsigtige og følsomme dreng.
Jeg har lyst til at tilføje, at han elsker at sidde stille i timevis og lave modellervoks, at han er god til at lave bolledej, og at han har udviklet ret meget mod til gymnastik det sidste halve år, hvor han nu tør at sige sit navn højt og være med til legene. Han elsker at blive kildet og lege fanger, hvilket han også kan gøre i timer.
Han er også en dreng der kan begynde at græde, hvis en anden voksen irettesætter ham (selvom det er stille og roligt), og så skal han se nye situationer an i temmelig lang tid. Det er til stadighed svært for mig at vide, om det kun er sprogligt han er bagud, eller om det også er kognitivt.
Hvordan griber vi vores søn an? Hvordan pokker får vi ham til at lytte, og være med på de ting man nu engang skal, uden vi skal miste besindelsen og/eller lave en mega omfattende seance hver gang? Eller skal han mon have en eller anden specialvurdering?
Håber meget i kan hjælpe os lidt på rette vej.
Mvh.