Hej Else.
Jeg har en lille søn på 13½ måned. Indtil han blev omkring et år var han for det meste en glad lille størrelse, men inden for de sidste 1½ måneds tid er han blevet noget så pjevset og klynkende det meste af den tid, han er hjemme hos min mand og jeg.
Han går i vuggestue og har gjort det inden han var 10½ måned. Efter en lidt forsigtig start har han det sidste lange stykke tid været ellevild for at komme af sted. Hver morgen, når han har fået sin jakke og sko på, åbner han selv hoveddøren for at komme derhen. Og han ænser for det meste dårligt, at vi afleverer ham. I følge pædagogerne så er han som oftest en glad dreng i institutionen.
Det er, når vi har ham hjemme, at han bliver pjevset, vil op hele tiden men så ned igen, bliver hidsig, når der er ting, som ikke lige følger hans hoved, osv.
Omkring sin etårs fødselsdag gik han over til kun at sove en gang om dagen. Som oftest tager han to timer, men det sker, at han ikke vil sove mere end 1½. Det påvirker bare ikke han humør synderligt at have sovet mere. Og han piver lige fra morgenstunden.
Vi har gjort os umage for at give ham en regelmæssig hverdag og weekend uden for mange nye ting, og det virkede, som om det blev bedre med hans humør i en uges tid. Men nu er han tilbage, hvor vi slap.
Tværtimod, så ser det nu oftest ud til, at han keder sig derhjemme – tager vi ham med i byen, på legepladsen, ud til “bedsterne” eller lignende, så er han langt nemmere og gladere at have med at gøre.
Ud over, at jeg er meget bekymret for, hvad der dog kan være sket med ham, så er jeg gravid i 8. måned og også meget urolig for, hvad der skal ske, når nu lillesøster melder sig på banen, og min søn må til at vænne sig til at dele vores opmærksomhed. Det gør også, at jeg ikke kan bære rundt på ham så ofte, som han gerne vil. Det er primært sammen med mig, at han bliver pjevset.
Jeg har tænkt på, om han har lært en ny måde at få sin vilje på i vuggestuen. Om han keder sig, om han er for lidt sammen med min mand og jeg, om han efter at have lært en masse nyt nu er blevet nervøs for verden omkring ham, eller hvad søren der ellers kan være galt.
Det er ved at lægge en alvorlig dæmper på vores glæde ved specielt weekenderne og tålmodigheden med ham bliver mindre og mindre samtidig med at bekymringerne vokser, efterhånden som det virker, som om det ikke bare er endnu en fase.
Er det her en normal adfærd for en et-årig? Eller skal vi have fat i noget professionel hjælp af en slags? Jeg har kæmpet med en fødselsdepression i de første måneder af min søns liv – kan det være det, som han nu reagerer på? Som du nok kan se, så er der mange ideer, men desværre ingen konkrete løsningsforslag. Jeg savner bare sådan min lille, glad dreng.
Mange hilsner