Hej!
Jeg skriver til jer, da vi har en situation derhjemme, der er gået i hårdknude.
Vi har en 5-årig dreng og to piger på hhv. 3 og 1. Problemet er, at vores ældste – en dreng – er en smøler… Han skal have hjælp til ALT, og har totalt mistet den der stolthed ved at kunne gøre ting selv, som f.eks. at tage tøj på, sko, jakke, børste tænder osv., men vil hellere nurses på samme måde som lillesøstrene, hvilket stiller ret store krav til vores tålmodighed og tid! Han står op kl. 6 (det er ham, der er vores vækkeur….), og vi forlader huset kl. 8.
Der er ingen elektronik om morgenen på hverdage, så det er ikke det, der distraherer. Vi har en rytme, der hedder tøj på inden morgenmad, så tandbørstning, sko, jakke og afsted. Det lyder simpelt, men tager SÅÅÅÅ lang tid og er enormt frustrerende for alle parter.
Det er endda kun vores søn, mor og far, der forlader huset, da pigerne bliver passet derhjemme af vores au pair, så det er heller ikke, fordi vi er for mange, der skal ud af døren. Jeg lægger tøj frem til ham hver morgen og beder ham tage det på selv, men det er måske en ud af fem gange, det lykkedes ham at få noget på selv, dog med stor stolthed, når han gør det.
Skal vi her bare stille hårdt mod hårdt og gå ned og spise morgenmad, når vi hver især er klar i håb om, at han så snøvler sig færdig? Eller skal vi bare gøre det for ham uden nogen kommentarer…? Han bliver sønderknust hver gang, vi stiller krav om, at han selv skal gøre noget.
Ved morgenbordet er jeg typisk optaget af at give baby mad, men jeg sidder ved siden af storebror og forsøger at give ham lidt opmærksomhed undervejs, alligevel tager det ufatteligt lang tid og alt for mange gange “husk nu at spise, kom i gang, det bliver en lang dag, kroppen har brug for mad” samt flytten væk af alt, hvad der distraherer, og som der kan pilles ved og leges med.
Vi er en stor familie, og der foregår naturligvis meget ved morgenbordet, der kan gøre det svært at koncentrere sig. Endelig er han klar til at få børstet tænder, og det elsker han, men er gået fra at være stolt af at være den store, der selv kan (og får børstet efter) til ingenting at ville – og det skal være mor, hvis jeg er i nærheden!
Derefter skal der sko og jakke på, hvorefter han og far kører til skole. Men ak – det bliver også en kamp. Det hele resulterer i, at vi sender en dreng i skole, der har haft alt for mange konflikter i hele to timer indtil skolestart, og alle er stressede og negative.
I skolen er der så det problem, at han altid er den sidste til at blive klar med tøj, hvis de skal på legepladsen eller andet, og i det hele taget til at løsrive sig fra det, han er i gang med, når lærerne skifter aktivitet. Og det er for nylig blevet påtalt, at det vil være et stort problem i 1. klasse efter ferien, hvis vi ikke får vendt det, og det snart.
Far, som ellers er en enormt kærlig og omsorgsfuld far, der elsker at lege og tumle med sine unger, foretrækker at håndtere tingene gennem trusler og nedgørenhed (ifølge ham “konsekvens” – typisk i form af truslen om ingen godnathistorie, ved at kalde ham en baby osv.), naturligvis i frustration og afmagt, da han især som tidligere mobbeoffer ikke har nogen som helst interesse i at smadre sit barns selvværd.
Mor er en del blødere og går så til gengæld helt over i den anden grøft og tager over ved synet af en ulykkelig dreng, der ikke føler sig forstået og elsket. Jeg famler lidt rundt og er ved gud ikke særligt konsekvent, men nu har vi forsøgt at stille krav til ham i to år, og det er kun blevet værre, så jeg må konkludere at det ikke virker og ønsker mig højere end noget andet nogle konkrete værktøjer til at vende situationen for alle, men især for Thor.
Vores søn på 5 år er en meget intelligent, følsom og tænksom lille fyr, som sagtens kan en masse. Men måske er det bare fordi det føles urimeligt, at han ikke kan få ligeså meget hjælp som sine søstre, eller fordi det bare er hyggeligere, når mor eller far gør tingene for ham, eller fordi negativ opmærksomhed er bedre end ingen – ikke at vi ikke giver ham nogen, men der er trods alt to andre at dele med…? Måske en blanding af det hele….
Selvfølgelig skal man bare nogle gange hjælpe ham, han ER trods alt kun lige fyldt fem, men problemet er jo (ud over om morgenen) især, når jeg står alene med alle tre, som jeg gør hver eftermiddag. Jeg synes, jeg bruger al min tid på at sørge for, at de hver især får noget at spise, og forsøger at planlægge aktiviteter til at stimulere dem hver især på deres niveau, men det bliver bare aldrig godt nok! Der er alt for meget spildtid, og når vi så skal noget, i legeland, svømmehal, på legeplads osv., så er der bare ikke plads til, at det tager en halv time at komme ud af døren, for at komme et sted hen, hvor skoene også skal af og på igen, suk!
Det ville være en kæmpe hjælp og give meget mere tid og energi til det sjove, hvis han kunne gøre noget selv. Jeg bliver bare endnu mere træt, når det skal være sådan, og orker så ofte ikke at lave noget som helst, og har på det seneste oplevet oftere og oftere at glæde mig til sengetid, så jeg kan få lidt fred, hvilket jeg skammer mig usigeligt meget over!
Jeg elsker mine unger og vil dem alt det bedste, men er vel også kun et menneske….? Ligesom min mand i øvrigt, som oftere og oftere får gjort putningen negativ, selv om det mange dage er den eneste kontakt, han har med ungerne ud over om morgenen….
Jeg vil så meget hellere motivere ham end gøre alt til en konflikt. Hjælp!!!
Hvad siger I som eksperter? Skal vi ud i noget klistermærkesystem? Skal vi bare bære ham ud i bilen uden sko og jakke på, hvis han ikke har klaret at få det på, når vi skal af sted?
Skal vi sige, at morgenmaden skal være spist inden klokken står på det og det, ellers er det bare ærgerligt, og så risikere, at han går sukkerkold i skolen? Skal vi bare holde op med at presse ham overhovedet i en periode og så forsøge at opbygge motivationen igen, eller hvad?
På forhånd tak for enhver hjælp, du kan give os.
Det slår mig lige her på falderebet, at “mellembarnet”, vores treårige datter, faktisk er begyndt at ville og kunne enormt meget selv, og er lynhurtig til at komme i sko og jakke, især hvis der er udsigt til noget sjovt. Men selvfølgelig har hun stadig brug for meget hjælp. Gerne tager tøjet af i en fart, hvis det betyder, hun kan få mere tid i bad osv. Kan vi bruge det på en måde, eller skal vi overhovedet ikke bruge det?
Mange hilsner