Hej Else.
Vores nu 7-årige datter vil ikke sove selv i sin seng. Det har eskaleret fra at vi skal sidde hos hende, mens hun falder i søvn, i starten gik det hurtigt, men så gik der længere og længere tid, hvor hun bliver overtræt og ikke VIL sove. Kun i vores seng. Vi har prøvet at holde fast i at hun skal falde i søvn i egen seng, og gerne må komme ind, hvis hun vågner om natten. Men vi har ikke kunnet få hende til det, hun bliver sådan helt væk i sig selv og råber og skriger.
Så for at hendes brødre ikke skulle vækkes, så er hun blevet puttet i vores seng, når vi ikke kunne få hende til at falde til ro. Vi har prøvet ALT: belønningssystem, madras på gulvet (der vil hun slet ikke), at være tydelige, afdæmpet musik, Carsten Sommerskov, Kaninen, der ikke ville sove osv. osv. Og nu har vi kapituleret og i går blev hun puttet direkte i vores seng. Hvilket betyder at én af os sover på sofaen eller hendes seng. Hun synes det er uretfærdigt at hendes brødre sover sammen og at vi sover sammen, at hun er den eneste der sover alene.
Og det er jo svært at svare tilbage på. Vi har ikke rigtig nogle smarte måder ifht. samsovning, da vores værelser er ret små. En udbygning af huset er dog på tale, da vi skal have plads til diverse handicapfaciliteter.
Personligt er jeg selv begyndt at få mindre depressionsperioder, så jeg påtænker at gå til læge inden det udarter sig til mere. Jeg tror det er al den her kævl med vores datter, der jo bogstaveligt talt skriger efter opmærksomhed. Forleden satte hun disse ord på: “Man skulle tro I kun var ansat (!) til at passe lillebror” (hendes bror er handicappet og har brug for hjælp til alt). Og det er jo rigtigt, han kræver meget. Og det gør hans tvillingebror også – han er lige startet i førskole og har meget svært ved det, så det går jeg også og bekymrer mig over.
I lørdags blev jeg rigtig ked af det, fordi jeg havde planlagt en mor/datter dag – og så vil hun hellere blive hjemme og lege med lillebror. Hvilket hun jo har ret til, men jeg blev bare så skuffet, fordi det endelig kunne lade sig gøre.
Nå, men der er selvfølgelig meget mere end det man kan få skrevet her. Håber du ikke er blæst helt bagover (det blev jeg faktisk selv, da jeg genlæste min mail).
Og lidt mere om vores datter … hun får jævnligt voldsomme raserianfald, hvor hun kalder os grimme ting, smækker med dørene og skriger. Det er eskaleret over tid, og startede så småt et stykke tid efter hun blev storesøster som 2-årig.
Hun har altid været en stille og rolig pige udenfor hjemmet, meget tænksom og indadskuende. Altid med en facade på, ingen må se hende miste besindelsen, man skal helst ikke lægge for meget mærke til hende. Al denne undertrykken af følelser gør jo, at hun koger over herhjemme. Og det er her mit reelle problem er. For det er helt klart mit problem.
Jeg har meget lidt overskud pga. vores familiestruktur med arbejde, børn hvoraf den ene har særlige behov. Der skal derfor ikke meget til før min lunte bliver for kort og jeg mister besindelsen – og jeg må med sorg erkende at det nok er min skyld at hun reagerer så voldsomt som hun gør. Hun gør jo hvad hun ser de voksne gøre.
Jeg prøver virkelig at bevare roen, men hun trykker på så mange knapper på én gang, at jeg nogle gange bare ikke kan fokusere.
Jeg tror ikke hun har det godt inderst inde, hun taler om at ville dø, hvilket er en meget voldsom ytring for en 7-årig. Hun siger vi ikke elsker hende, at vi kun elsker hendes søskende osv.
Og jeg hamrer mig selv oven i hovedet, fordi det er min skyld – og jeg ikke aner hvordan jeg skal få vendt bøtten. Det er en ond spiral. Og jeg er slidt ned. Jeg forsøger virkelig at være den gode, søde, anerkendende og rummelige mor, men min datter vender pludselig på en tallerken, finde en lille ting at pille i og piller til hun bliver hysterisk og jeg får svært ved rumme hende. Nogle gange, må jeg gå væk fordi jeg får lyst til at ruske hende og bare ikke kan holde hende ud. Og det gør mig rigtig ked af det. Jeg lever i evig dårlig samvittighed overfor hende.
Jeg er snart ved at kaste håndklædet i ringen og kontakte kommunen, men jeg er bare bange for hvad der kommer til at ske.
Et er jeg dog sikker på, og det er at vi skal have vendt skuden. Så min datter kan blive tryg og glad igen – og at vi kan få det mor/datterforhold vi burde ha’ – uden konstante skænderier om alt muligt.
Jeg er helt klar over at det er normalt med humørsvingninger og konflikter i den alder, men jeg synes efterhånden at det er for meget at det er mindst 1-2 gange om dagen. Og at jeg ikke har nok disciplin til at være den voksne der holder hovedet koldt.
Jeg ved ikke hvilke svar jeg forventer, men jeg trængte til at komme ud med det – og håber selvfølgelig på et par guldkorn, der måske kan hjælpe os på rette vej!
Mvh.