Hej Marion (det er Else, der svarer – Marion har orlov pt.)
Jeg skriver til dig på vegne af mig selv, min eks og vores datter på 3 1/2 år.
Sagen er den, at vores datter ikke vil hjem til sin far, når han har samvær. Han har hende (og storesøster på 6 år), hver anden uge fra torsdag til søndag eftermiddag. De andre uger, fra torsdag til fredag, hvor han afleverer dem i bhv og i skole. Hun har aldrig prøvet andet, da hun kom til verden, efter vi var flyttet fra hinanden.
Storesøster er der ingen problemer med, når han henter, men den lille bliver mut, så snart hun ser ham, græder og proklamerer, at “mor skal hente”, og må oftest modvilligt bæres ud i bilen. Nogle gange er hun, ved ankomsten hjemme, heller ikke til at få ud af bilen igen, siger han. Faktisk starter det allerede, så snart jeg fortæller, at “i morgen skal I hjem og hygge hos far”. Hun bliver ked af det og råber at det vil hun IKKE! Sådan har det været i over et år nu.
Det er en frygtelig situation for os alle. For hendes far, der selvfølgelig er ked af det og efterhånden også vred over konstant at blive afvist. For vores 3 årige, der er dybt ulykkelig over at blive tvunget til noget, hun virkelig ikke har lyst til, for mig fordi jeg ikke kan hjælpe faren, og fordi det gør så ondt i mit hjerte, at hun bliver så ked af det, og jeg ikke kan trøste hende nok, men må holde fast i, at hun skal afsted. Det kan heller ikke være sjovt for vores 6 årige, der jo må lægge øre til det hele, og uden tvivl må kunne mærke anspændtheden.
Hjemme hos faren falder vores 3 årige dog før eller siden til ro, og accepterer åbenbart situationen, selvom der kan gå lang tid. Så hengiver hun sig til leg med storesøster, og det går forholdsvist okay herefter, selvom hun ofte spørger efter mig. Når jeg så kommer og henter pigerne om søndagen, kan hun da heller ikke komme hurtigt nok hjem. Hun tager simpelthen sin taske og sætter kurs mod lågen..
Hun er ret morsyg, og er generelt svær at aflevere i bhv, eller hos andre, fordi hun bliver ked af det når jeg går. Jeg gør mig ellers umage med at undgå at pylre om hende, og at tale positivt.
Er der noget jeg kan gøre anderledes?
Min eks er så frustreret over situationen, at han idag fortalte mig, at han (næsten) havde lyst til ikke at have hende med hjem mere. Så kunne han i det mindste hygge sig med den store.
Hvordan kan jeg hjælpe hende med at få et mere positivt forhold til sin far? Han prøver virkelig, men hun siger at hun ikke elsker ham, og siger “det er ikke min far” eller “det er min mor, storesøsters far!”).
Hvordan takler vi situationen? Hun skal jo have samvær med sin far, men tænker, at jeg/vi jo også er nødt til at være lydhøre overfor hende. Hun prøver jo med store armbevægelser, at fortælle, at der er noget, hun ikke er helt tilfreds med.
Skal vi skære ned på samværet? F.eks. torsdagen i forlængelse af weekendsamværet? Eller vil det gøre det værre? Skal han måske have noget alenetid med hende? Eller skal han måske være lidt sammen med hende herhjemme hos os/mig? Skal vi lave noget sammen alle fire engang imellem?
Det skal slutteligt nævnes, at min eks og jeg har et godt forhold til hinanden, er gode til at snakke sammen, samarbejde og at respektere hinanden.
Håber at du kan komme med et (eller flere) gode råd til os.
Med venlig hilsen