Kære fagpanel,
Jeg skriver til jer, fordi jeg søger rådgivning om, hvad der er den bedste samværsform efter skilsmisse.
Sagen er den at min kæreste og jeg er blevet enige om at det er bedst for alle parter, at vi går hver til sit.
Vi har en dejlig dreng som fylder 2 år I April, og han skal bo hos mig. Vi bliver dog nødt til at blive boende sammen I vores hus alle sammen, indtil det er blevet solgt.
Vi er gode venner og hverdagen kører egentlig bare videre, som den plejer, og det lader til at vores dreng indtil videre er noget nær uberørt af situationen, men vi taler heller ikke om de problematikker vi har, når han er tilstede.
Vi kan som sagt ikke komme videre, før huset er solgt. Men vi er så småt begyndt at tale om samværsformen, når vi først er flyttet. Jeg har sagt, at jeg synes at vi skal starte med en enkelt overnatning hos far hver anden weekend, og så er der “fri adgang” for far I hverdagene I mit hjem.
Jeg forestiller mig dog, at det bliver noget med at ses hver anden dag eller lignende i hverdagene, hvor vi spiser sammen, og hans far bliver og bader ham (som han gør nu) og så siger farvel, før vores søn skal sove, så han ser at far går og dermed ikke bliver forvirret over, at han ikke er der næste morgen.
Planen er, at vi lige ser hvordan han reagerer på det, og optrapper samværet stille og roligt så hans far kan have ham en hel weekend – altså to overnatninger, og torsdag til fredag I de uger, hvor han ikke har ham I weekenden.
Jeg er opmærksom på, at det grundet hans alder kan være svært for ham at være væk fra sin primære omsorgsperson (mig) I mere end 2 overnatninger af gangen, især fordi at vores dreng er særligt sensitiv og har et meget stort behov for faste rammer, rutiner og genkendelighed I sin hverdag.
Hans far vil selvfølgelig gerne se ham så meget som muligt, og det er jo som udgangspunkt dejligt og godt. Vi er dog uenige / I tvivl om, hvad der vil / kan forvirre et lille hoved, og hvad der bare vil være godt for ham.
Far vil gerne have mulighed for at blive og overnatte en gang imellem I hverdagene / weekender, hvor han ikke har ham, da tanken om ikke at skulle lægge sig til at sove / vågne sammen med hans søn (bortset fra samværs weekenderne), føles helt ubærlig for ham.
Vi har haft snakket om, at vi måske kunne tage på weekend hos hinanden for at vise vores søn, at det er trygt og hyggeligt begge steder, og så “trappe ud” af det, når han virkede tryg ved begge hjem, men nu er jeg kommet I tvivl, om hvorvidt det er en god løsning.
Jeg frygter, at hvis han først får en bevidsthed om os alle sammen samlet I de nye hjem, så vil han blive forvirret, når vi ikke alle er der, og han vil gå og lede efter den forælder, der mangler.
Jeg tænker som beskrevet ovenfor, at det måske er bedre at afholde sig fra at de voksne overnatter eller bliver og putter, for så at være væk næste morgen, så han i stedet får en klar fornemmelse af den nye situation fra start.
Hans far vil gerne, at vi starter med at prøve overnatningsmodellen og så kan vi ændre det, hvis det ser ud til at påvirke vores søn negativt, og her begynder det så at gå i hårknude. Jeg synes jo, at skaden er sket, hvis den lille først er blevet forvirret, og jeg er ikke villig til at lade ham være “prøveklud”, fordi at hans far – efter min mening – ikke evner at sætte sig ud over egne behov til fordel for barnets.
Jeg kan godt forstå at udsigten til at skulle undvære sin søn i hverdagen og særligt nogle af de stunder, som han sætter allermest pris på (putning / morgenerne) gør rigtig ondt, jeg ser bestemt heller ikke frem til at skulle undvære ham, når han skal se sin far, men det SKAL være barnets tarv der kommer først og ikke de voksnes behov.
Jeg ved, at vi ikke kan blive enige uden rådgivning på emnet, og jeg håber virkelig, at i kan hjælpe os med et godt råd, eller evt. kan henvise os til nogen, der har viden om småbørns psyke, så vi kan få noget hjælp til at finde den bedste løsning for vores søn.
Venlig hilsen