Kære Bente.
Jeg ved ikke hvorfor jeg valgte dig på listen over fagpersoner, jeg kunne spørge til råds. Men du lød umiddelbart til at have en forholdsvis bred viden.
Vi er i vores lille familie ved at være drevet helt ud til kanten af hvad vi kan klare, og synes vi har prøvet ALT. Vores pragtfulde datter, som bliver 1 år d. 12. oktober, vil bare ikke sove… Hun har siden hun var 3 mdr. vågnet HVER time (minimum) hele natten igennem. Vi har prøvet alle de råd vi har fået, været ved lægen, zoneterapeut og på børneambulatoriet… ingen kan hjælpe os…
Hun sover ca. 1/2 time om formiddagen og mellem 2-3 timer til middag i barnevognen – helt uden problemer. Vi putter hende omkring kl. 19 og har haft fast putteritual nærmest hele hendes liv! Fra hun kommer i seng til vi står op omkring kl. 6.15 vågner hun med minimum 1 times mellemrum. I begyndelsen kunne vi trøste hende med sut og kærtegn, men nu er hun nærmest utrøstelig og helt hysterisk.
Vi er sluppet op for gode ideer og der er ikke flere uafprøvede råd at tage af… kan du hjælpe os?!?!?
Et stille håb fra.