Hej fagpanel
I firserne var jeg en af tre mulige fædre til en nu 27 årig kvinde.
Efter blodprøvetagning mellem de to andre mulige mænd, blev een af dem udpeget som værende far til pigen. Alle årene har min fornemmelse været, at jeg kunne være far til pigen. Understøttet af flere ligheder mellem mig og pigen. Samme negleform.
Som barn havde hun også stort mellemrum mellem fortænder. Vi er begge høje.(Men det er den valgte far også.) Jeg havde mine grunde dengang til ikke at gå på banen med det.
Sidste år tog jeg kontakt til moderen og den sociale far og de muligvis biologiske far. De afviste alle muligheden for, at det kunne være mig. Jeg havde efter deres mening aldrig været inde i billedet som mulig. Hvilket jo ikke er sandt.
Min hjertefornemmelse af pigen gør, at jeg til stadighed vender tilbage til tanken om, at jeg er far til hende. Senest i sommers da jeg traf hende sammen med hendes mor. Og ved den lejlighed så, at negleformen på hendes hænder var magen til mine. Samme lighed mellem min far og jeg.
Da jeg gav hende et knus, var det min egen kropstype, helt forskellig fra moderens. Men som nævnt er den valgte far også høj, dog en anden type.
Et spørgsmål går på sikkerheden af en blodprøvetagning i firserne. Jeg har hørt, at den kun kunne vise med sikkerhed, hvem der ikke var far.
Et andet spørgsmål er, hvordan jeg forholder mig bedst til denne begrundede fornemmelse. For tiden kan man på tv se, at børn finder det vigtigt at kende sandheden om deres aner.
Venlig hilsen