Før reformationen
Før reformationen bestod dåbsdragten af en hvid dragt og hue, som det nøgne barn først blev iført efter dåben, mens præsten sagde: ”Modtag den hellige hvide Hue og den ubesmittede Klædning, som du skal bære den for Kristi Domstol.” Dengang talte man hverken om dåbskjole eller dåbshue, men om kristentøjet, og den betegnelse holdt sig et stykke ind i 1800 tallet.
Efter reformationen blev det bestemt ved kirkelig forordning, at børn skal i ”Kirke 1ste eller 2den søndag efter de ere fødte….”. Adelen begyndte dog hurtigt at udsætte deres børns dåb, da de ønskede gode faddere, stor dåbsfest og gæster, der kom langvejs fra. Det er her, det enkle kristentøj skifter til farvestrålende dåbsdragt.
Dåbsritualer efter reformationen
Hverken barnets far eller mor var til stede i kirken under barnedåben, og barnet blev båret af gudmoder og huen blev taget af barnet af af en gudpige, så præsten kunne øse vandet over barnets hoved. I de velstående familier var der ofte en ”pattemoder” med, der skulle give barnet mad, hvis det var nødvendigt under kørslen til kirken.
Efter dåben var det skik, at barnet skulle sove i sine kristne klæder, ligesom det også var godt at give det en salmebog med i vuggen, da barnet så i sit kommende liv ville føre et ærbart og kristent liv.
I dåbsgave var det skik og brug, at gudmoderen gav barnet en dragt eller tøj til en dragt, som først skulle sys, når barnet blev større. I nyere tid var/er det stadig almindeligt i nogle familier at give dåbsbarnet en sølvspiseske med indgraveret navn i dåbsgave.
Efter reformationen – fra lærredsdragt til silke, fløjl og perler
Efter pavedømmets ophør blev den enkle dragt af lærred ændret til en dragt i stærke farver af kostbar silke og fløjl med perler og broderier, ligesom de voksnes klædedragt var i renæssancen. Der var ikke tale om en kjole men en dragtpose, som barnet kom i, og mange af disse fornemme dragtposer var syet om af stof fra de adeliges og det højere borgerskabs kjoler. Rød var yndlingsfarven, idet man mente, at rødt fordrev onde ånder.
Da det kun var få beskåret at have den slags kjoler i klædeskabet til brug for omsyning til dåbsbarnet, kunne egnens knap så bemidlede leje eller låne en dåbsdragt hos jordmoderen eller præsten. I slutningen af 1700 tallet bliver posen ændret til en kjole, og i slutningen af 1800 tallet, bliver dåbskjolen hvid.
Efter dåben var der bespisning
Ifølge ”Overdådighedsforbudet af 1683”, måtte der ikke trakteres med mad, konfekt eller drikke i købstæderne, men på landet var det tilladt at byde alle på ”et tarveligt Maaltid Mad”.
Denne regel omfattede ikke gehejmeråder, grever, friherrer. De måtte ”tractere, som dem selv lyster i henseende til de personer, som af dennem indbydes”.
Vore dages dåbskjoler
Også i dag går dåbskjolen i arv eller lånes af slægt og venner. Læs nedenfor, hvordan du passer bedst muligt på den.
- Læg kjolen i et pudebetræk eller en stor vaskepose og vask ved 40 grader på skånevask og brug et hvidvaskemiddel.
- Gule pletter fra gylp på krave og forstykke kan, hvis de ikke er gået af i vask, evt. fjernes med et affarvningsmiddel, der kan købes hos farvehandlerne. Følg brugsanvisningen på pakningen.
- Tør kjolen udbredt på et frottehåndklæde og stop ærmer og bærestykket ud med hvide bomuldsklude, fx vaskeklude.
- Stryg den meget forsigtigt.
- Når kjolen igen skal gemmes væk gentages vask og tørring. Pak derefter kjolen ind i syrefrit silkepapir. Læg evt. kjolen i en papkasse.
- Pak aldrig kjolen ind i plast, da det vil give den et kraftigt gulligt skær.
Kilder:
Birgit Kaiser, Historien om barnedåb, G.E.C.Gads Forlag af 1994, København, 1995.
Else Marie Kofod, Politikens Bog om skik og brug, Politikens Forlag A/S 1993/1999