Kære Fagpanel
For knap 10 måneder siden fik jeg/vi vores lille pige. Intet gik som vi havde forestillet os.
Først blev det til et akut kejsersnit, efterfølgende kunne jeg ikke amme, da min mælk ikke kunne ”løbe” til. Men ikke nok med det fik vores lille datter kolik og skreg og skreg indtil ca. 4 måneder.
Det var der det hele opstod. Når min datter skreg og jeg intet kunne stille op,fik jeg tanker om at tage fat i hende og bede hende om at tie stille. Men selvom hun og vi kom igennem kolik-perioden og nu hvor hun er kommet over det, kommer samme tanker til mig, når hun f.eks. ikke vil sove, hvor hun hele tiden sætter sig op eller står op i sin seng.
Det skal dog siges, at jeg ALDRIG har taget fat i hende og gjort hende noget, men bare det at jeg får de tanker, gør mig ked af det. Når disse tanker kommer, går jeg og siger til mig selv, at det kun er en dårlig mor, der får sådanne tanker.
Når jeg har spurgt min mor, om hun havde samme tanker, siger hun nej og hun siger så til mig, at det er nok en fødselsdepression og det går over med tiden. Men dette svar kan jeg ikke bruge til noget, for inderst inde er jeg bange for, at jeg en dag tager fat i hende, når hun trodser mig og det ønsker jeg ikke.
Jeg elsker min datter utrolig meget, men jeg ville aldrig gøre hende noget. Det er derfor, jeg beder om råd til, hvordan jeg får bearbejdet denne tanke om, at ville tage fat i hende, så jeg sikrer mig, at det aldrig sker.
Med venlig hilsen