Kære Leila.
I har båret jer rigtig fornuftigt ad. Og på trods af det, så bryder jeres søn sig bare ikke om at få børstet tænder. Og lige præcis her, så støder han ind i, at det er ikke alting i verden, som jeres søn synes er sjovt, eller som et barn selv kan bestemme. Det er det samme med om man vi gå på kørebanen, holde i hånd, når man skal over vejen osv. Af og til er der ting, hvor mor og far bestmmer - helt suverænt.
Det tror jeg, at du og din mand må overveje, hvordan I vil tackle. Jeg fornemmer en vis usikkerhed bag dine spørgsmål - og det forstår jeg sagtens. Måske er det første gang I skal få jeres søn til noget, som han tydeligt viser, at han ikke vil. Du skriver blandt andet, at det er en kamp. Og sådan kan det også let blive. Måske lige her, skal I tænke særlig meget - sammen. Tandbørstning er nemlig ikke nogen kamp, det er et grundvilkår i et barns liv, når det har fået tænder. For I voksne kender konsekvenserne af ubørstede tænder og dårlig tandhygiejne. Huller og dårlig tandhygiejne, gebis som 14 årig (sådan var det for nogle af vores oldeforældre).
Kort sagt I skal finde en måde, hvor I skal gøre noget på jeres søn, som I ved, han ikke kan lide. Der er forskellige muligheder. En af jer kan fx sidde med ham på skødet. Hvis han fx sidder vendt mod højre, hans højre arm ned bag den voksnes ryg. Den voksne læner hans hoved mod den øverste del af sin krop og holder den der, med venstre hånd. Så er højre hånd fri til at børste og han sidder i et fast greb. Så synges tandbørstesangen, den som sidder med ham giver ham tegn til at åbne munden og den voksne børster - også selvom han protesterer. Det bliver nødvendigvis ikke nogen rar situation, men noget som lige pt. skal overstås. Den voksne kan sige: "Jeg ved godt, at du siger nej. Men jeg vil børste dine tænder". Når han samarbejder om det på en positiv måde, så er det en idé, hvis den der børster tænderne siger fx "Godt du hjælper mig. Det er jeg glad for. Hov, var der ikke en lille gulerod der, den MÅ altså væk. Det gør børsten let osv.."..
Med den alder, han har, kan man ikke på nogen måde forvente, at han kan finde sammenhæng i, hvorfor I pludselig gør noget uventet. Men han vil efter et stykke tid vænne sig til det. I kan hjælpe ham ved at sige: "Nu er det tandbørstetid om et øjeblik", så kan han lige forberede sig til, at "Nu kommer det, jeg IKKE kan lide".
Den voksnes overbevisning betyder uden tvivl meget for hans reaktioner. Så I skal overveje med hinanden, hvordan I vil gøre - på trods af, at jeres søn ikke bryder sig om det. Og I skal gøre det fuldt og helt. I skal holde fast på ham, så I kan komme til. Og så han mærker, at her I sat en ramme for ham, der er noget, I vil have sker på en bestemt måde.
Hvis det bliver heftigt, så hold en lille pause. Sig: "Nu tager vi lige en lille slapper, før vi går videre". Når I så har kørt en ny rytme ind, så bliver det en vane - og I kommer alle sammen til at slappe mere af. Han ved at I har taget førertrøjen på. Så kan I måske opfordre ham til at hjælpe mere til. I kan fx sige - "Åbner du selv munden?... Jeg behøver måske ikke at holde dig der på hovedet osv:" Nogle forældre sætter sig på gulvet og har barnets hovede i skødet, når de børster tænderne. Så det er også en mulighed.
I må selvfølgelig ikke gøre skade på ham, men det er jeg helt sikker på, at I heller ikke ville komme til. Inden I sætter det tunge skyts i kanonen, så kig lige på tandkød og tænder, hvor de nye tænder er brudt frem. Er det lidt rødt og ophovnet? Så kan det jo også være tandbruddet, der har været lidt ubehageligt, og at han stadig har lidt ømme gummer. Så vil nogle få dages pause måske kunne gøre det.
Held og lykke med det.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d i sundhedsvidenskab.