Kære Marion
Jeg håber du er den rette at henvende sig til, da det ser sådan ud, ud fra dine kvalifikationer.
Jeg har sammen med min mand gennem 10 år to dejlige drenge. Den ældste er 7 år og den yngste er 5 år. De er begge drenge med stort D, krudt i røven og altid aktive.
Den ældste er åben og imødekommende og meget empatisk og har været sådan fra helt lille, han fortæller os gerne om hans dag, når noget er gået godt og eller skidt. Vi hører også fra ham når han ved han har gjort noget forkert, da vi har forsøgt at lære vores børn at det er bedst vi hører det fra dem end fra andre. Han har meget nemt ved at finde venner, både ifølge hans tidligere børnehave og hans nuværende lærer kan alle lide ham. Når han bliver sur eller ked af det, går det ofte hurtigt over og han er klar igen.
Vores mindste er desværre hans modsætning. Han er indadvendt, deler næsten aldrig tanker eller følelser. Han er ofte trist, kommer let i konflikter, høre slet ikke efter og han tager ikke nej for et svar.
Her på det seneste er det blevet rigtigt slemt. Han er blevet voldsom i sin adfærd mod andre, kommer hjem fra børnehave med blodnæse efter knytnæveslag eller buler efter alt for voldsomme slåskampe. Vi har haft mange samtaler med pædagogerne og de har taget deres forholdsregler for, hvor han kan opholde sig dernede, så de stadig kan se ham.
Han nægter at tale med os om hvad der er galt, og når vi forsøger lukker han helt af og det er som at kigge i et par tomme øjne. Vi er efterhånden løbet helt tør for løsninger og beder nu om hjælp til at trænge igennem til ham.
Han er begyndt at tisse i sin seng om natten, eller komme ind til os, for ellers tør han ikke sove, og han tør ikke selv gå ud på wc hvis vi sidder i stuen.
Han er ond ved vores hund og kat, og gør med dem, som det passer ham, hvis vi ikke lige er obs. Det skal dog siges, de er små, og vi er lidt i tvivl om han er gammel nok til at forstå, det er levende dyr og ikke bamser.
Når vi forsøger at tale med ham om hvad der galt, begynder han græder meget (ikke højlydt men øjne bliver helt våde og tårene triller ned af kinderne). Vi kan se og mærke vi har et meget trist barn, der ikke trives, men vi kan ikke gøre noget ved det eller trænge ind til ham.
Han vil ikke af sted om morgen i børnehave og græder om aftenen, når han skal i seng.
Det er begyndt at påvirke vores familie uheldigt. Børnene indbyrdes slås og skændes MEGET i løbet af dagstimerne, mere end normalt, og ofte udvikler det sig til fysiske skader og den mindste der græder, og den største der føler sig forurettet, hvis han får skæld ud, da han siger den mindste startede. Det er nået dertil at de ofte siger, de hader hinanden, og vi har måtte placere dem i hver ende af huset.
Når vi er ude, fx. hos mine forældre eller anden familie reagere han også voldsomt, han kan godt finde på at løbe ind i folk, slå eller sparke dem. Vi har snakket om, at det kunne være en forsvars mekanik (en måde at beskytte sig selv på), men vi griber efter halmstå.
Vi er indbyrdes begyndt at rette på hinanden for at gøre det og det forkert, men i bund og grund ved vi jo ikke, hvad vi skal gøre anderledes, og det er vores måde at få de frustrationer ud, der opstår i forbindelse med at have et så trist barn, der ikke vil åbne sig.
Håber du kan komme med nogle forslag til, hvordan vi kan gribe det an, da vi føler vi har prøvet alt.
De bedste hilsner