En sundhedsplejerske er en sygeplejerske, som har suppleret sin uddannelse med 1½ års efteruddannelse, Specialuddannelsen til Sundhedsplejerske. Uddannelsen foregår ved VIA University College og Københavns Professionshøjskole.
For at blive optaget på Specialuddannelsen til Sundhedsplejerske skal man have arbejdet som sygeplejerske i mindst 2 år, i to forskellige specialer fx på en børneafdeling og en barselsafdeling. Har sygeplejersken gjort dét, opfylder hun kravene for at få videreuddannelsen til sundhedsplejerske. Efter videreuddannelse og bestået eksamen er hun sundhedsplejerske og kan blive ansat i en kommune.
Alle kommuner skal ansætte sundhedsplejersker
Enhver kommune i Danmark skal ansætte sundhedsplejersker, som arbejder for, at børnesundheden bliver så god som muligt. Sundhedsplejersker arbejder sammen med bl.a. jordemødre, læger, børnetandlæger og børnelæger. Sundhedsplejerskerne kommer på besøg hos alle familier, som har fået et barn, og de ser på større børn og unges sundhed i skolerne. Formålet er både at fremme sundheden, opspore børn med fejludvikling eller sygdom og sikre hurtig behandling, hvis det er nødvendigt.
Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvor mange gange sundhedsplejersken aflægger besøg, men du er selv med til at beslutte, hvor ofte hun skal komme. Sundhedsmyndighederne anbefaler, at forældre tilbydes omkring fem- syv hjemmebesøg i løbet af barnets første leveår. I har sædvanligvis den samme sundhedsplejerske hver gang (selvfølgelig kan hun have orlov eller ferie, og der kan være en vikar af den grund). Sundhedspleje er i øvrigt tilrettelagt efter behovsprincippet, hvilket vil sige, at forældre med størst behov skal have mest sundhedspleje.
Sundhedsplejerskerne har typisk telefontid hver dag, så I kan ringe, hvis I har småproblemer eller tvivlsspørgsmål.
I mange kommuner arrangerer sundhedsplejerskerne forældregrupper (både for forældre, der venter barn, og forældre, som har børn) eller “åbent hus”, hvor forældre med småbørn kan lære hinanden at kende og drage nytte af hinandens erfaringer. I de fleste kommuner er en sundhedsplejerske tilknyttet den lokale skole, så hun kan følge barnet, til det går ud af skolen.
Man kan komme i kontakt med sin sundhedsplejerske ved at ringe til social- og sundhedsforvaltningen i den kommune, man bor i.
Sundhedsplejen er et tilbud og ikke tvang. Bryder man sig ikke om den sundhedsplejerske, man har fået tildelt, eller har man bare svært ved at tale med hende, kan man ringe til sin kommune og bede om at tale med ledelsen af sundhedsplejen. Her kan man så bede om at få en anden sundhedsplejerske.
Kilde:
Sundhedsstyrelsen: Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge 2011.