Hej,
Jeg har to drenge, som bliver hhv. 2 og 4 år i denne måned.
Den ældste har lige siden fødslen haft et voldsomt temperament, og de første 4 måneder af hans levetid var meget belastende, idet han græd ofte og længe, både nat og dag og hele tiden ville være hos mig.
Det blev dog bedre efter de første fire måneder og han udvikler sig i øvrigt alderssvarende, måde motorisk og sprogligt.
Men han er meget, meget hidsig og får flere gange om ugen raserianfald, hvor han er fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde og skriger, sparker og slår. Det er mest hjemme, men det kan også forekomme i hans institution. Han indgår dog fint i relationerne til både børn og voksne dér.
Det virker på mig som om han har meget svært ved at håndtere overgange, fx fra at sidde med iPad eller lege til at der skal ske noget andet. Såsom at vi skal spise aftensmad, han skal i børnehave, hjem fra børnehave osv. Vi gør meget ud af at varsle ændringer, ved at sige “nu skal vi snart videre, og så skal vi slukke fjernsynet/du skal have sko på osv”. Det hjælper nogle gange, men langt fra altid.
Han søger grænser hele tiden og bliver ofte rasende, hvis han ikke får sin vilje. Vi vælger vores kampe, men står fast på de beslutninger, vi har truffet.
Han bliver også meget vred på sin lillebror, hvis denne tager hans legetøj, og han bider eller slår ham ofte. Så siger han undskyld, og giver lillebror en krammer og kan ikke forstå, at det alligevel ikke er i orden at slå.
Jeg kan jo godt sætte mig ind i, at det er træls for ham, hvis lillebror tager hans ting, og at det er svært for så lille en dreng at skulle ‘være den store’ og tilkalde hjælp fra sine forældre i stedet for at gribe til selvtægt. På den anden side vil jeg ikke acceptere, at han er voldelig.
Både min mand og jeg har svært ved at håndtere hans raserianfald, og jeg er meget usikker på, hvad der er den bedste måde at håndtere situationerne på. Jeg har svært ved ikke at blive suget ind i raseriet og skælde ud. Jeg ved godt, at det overhovedet ikke hjælper.
Vi kører meget faste rutiner med morgenmad, hente/bringe i institution, aftensmad på samme tidspunkt hver dag, faste sengetider osv. osv. Jeg synes selv, mine børn har en tryg og forudsigelig hverdag med masser af omsorg og kærlighed. Min mand og jeg arbejder begge på fuld tid, og vi har ikke barnepige eller au pair. Jeg har kronisk dårlig samvittighed overfor begge børn, fordi de er i institution 8 timer hver dag, men det er ikke en reel mulighed for nogen af os at gå ned i tid.
Hans lillebror har et helt anderledes temperament, og selvom han også kan blive vred er han et meget, meget nemt barn. Så kontrasten mellem vores to drenge er ret stor.
Er det en helt normal del af at være en dreng på næsten fire år, at blive så vred, at han har svært ved at komme tilbage? Og hvordan hjælper vi dels vores søn med at undgå at blive så vred, og dels hvordan stopper vi hans vrede, når den opstår?
På forhånd tak for hjælpen.