Kære Juce
Når et barn slår, som du beskriver det, så er det jo et barn, der ikke er i trivsel og som voksne omkring dette barn, må man forsøge at hjælpe barnet.
Det er en opgave for barnets forældre og de lærere og andre professionelle, der møder barnet. Du skriver, at I har været i dialog med disse, men det har ikke givet resultat.
Som din datter meget rigtigt siger, så er det synd for pigen, der slår, men det er da sandelig ikke i orden, at din datter nu også mistrives.
Det er bekymrende, at din datter har den opfattelse, at voksne kun snakker, men ikke handler. Er det hendes oplevelse, så føler hun jo en eller anden form for afmagt i mødet med voksne og det må I skynde jer, at gøre noget ved. Så hun oplever, at I ikke bare snakker, men I også handler.
Hvad siger de andre forældre i klassen, hvis børn også bliver slået? Måske kunne det være en idé, at I fik snakket sammen og gerne med en lærer om klassens trivsel. Det må jo påvirke klassens trivsel, at der er vold i klassen.
Og snak med de andre forældre om, hvordan deres børn trives. Sammen kan I påvirke situationen meget bedre end hvad I kan formå som enkelte forældre, der hver især tager problemet op.
Alle skoler har en AKT-lærer, det netop beskæftiger sig med elevers trivsel. Det kan være en idé, at invitere vedkommende med til et forældremøde om klassens trivsel.
Og så har skolen jo en skolebestyrelse, hvor der også sidder forældrerepræsentanter – måske de også skal involveres i den problematik, at I som forældre ikke føler jer mødt, når I fremlægger problematikker omkring jeres barn/børns trivsel.
Hvis du ikke kan få skolens psykolog i tale, så vil jeg anbefale dig, at du retter henvendelse til kommunens centrale PPR, der typisk har til huse på rådhuset i kommunens centrale PPR-afdeling.
På den lange bane, så kan søde kammerater ikke opveje det psykiske pres det er, dagligt at være i et miljø med vold. Så måske er det i sidste ende løsningen, at I finder en anden skole eller flytter jeres datter ind i parallelklassen? Til trods for, at hun ikke er problemet, så er det måske den eneste måde I kan beskytte hende på? (og hun må ikke miste troen på, at I både snakker og handler!)
Held og lykke med en løsning på en svær problematik.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.