Hej Pane.
Jeg er mor til en dreng på næsten 6 år, der som udgangspunkt er en glad og velfungerende dreng. Hans far og jeg har været skilt i tre år nu efter en skilsmisse på grund af utroskab, som er udmøntet i, at hans far nu er kæreste med hans affære. Hun har to børn den ene et år ældre end min søn og den anden tre år ældre. Hans far har desuden en søn på 14. Alle de tre børn bor hos dem alle dage af ugen, og min søn er der 6 ud af 14 dage.
Jeg har ikke opfattelsen af, at min søn er ked af at være hos sin far, men der har været en periode, hvor han følte, han var mindre elsket af sin far end de andre børn, også dem, der ikke er hans fars. Det har vi dog fået styr på. Desværre siger min søn stadig jævnligt, at han ikke vil hjem til sin far og spørger, hvornår han selv kan bestemme, og en mor til en af hans venner fortæller, at han tæller ned til at skulle hjem til mig igen – han er, helt naturligt, betydelig mere i fokus hos mig, og har desuden sit eget værelse.
Så jeg har egentlig været af den opfattelse, at det mest er et udtryk for, at han ikke kan overskue skiftet og foretrækker roen og den større opmærksomhed hos mig, så jeg har ikke snakket med hans far om det.
Min ex-mand og jeg har, på mit initiativ, været til børnesagkyndig rådgivning og på skilsmissekursus for at blive bedre til at kommunikere, da min søns far ikke er særlig interesseret i at have en dialog og hans kæreste af en eller anden grund har et problem med, at vi taler sammen, hvilket jeg oplever som en af de ting, der besværliggør vores samarbejde rigtig meget. Skilsmissekurset hjalp på dialogen i en periode, men nu er vi nærmest tilbage ved start igen.
Min søn er startet i fritidshjem i april, hvilket han er glad for, men det har dog medført en dreng med lettere til tårer og lidt kraftigere reaktion på udsving fra normalen end normalt, hvorfor jeg tog kontakt til hans far, for at tale om, hvordan vi støtter ham bedst muligt. Hans far kunne ikke rigtig se grund til, at vi skal tale om det eller aftale en eller form for fælles indsats, hvilket er tilbagevendende, når der er noget.
Jeg valgte derfor at fortælle min søns far om, at knægten ikke vil hjem til ham og om nedtællingen. Hans far havde samme indgang til det, som jeg hele tiden har haft, men vi blev alligevel enige om at finde et tidspunkt at mødes, så vi kan få snakket om, hvordan vi i fremtiden skal forholde os til den slags – min søn starter i skole efter sommerferien og hans far og den nye familie flytter til nyt hus, men min ex-mand kunne ikke overskue at aftale et tidspunkt og ville vende tilbage, hvilket han aldrig har gjort.
Da min søn kommer tilbage fra samvær efter min ex-mand og jeg har haft ovenstående samtale, fortæller han mig, at hans fars kæreste har spurgt ham, hvorfor han ikke kan lide at være hos dem, hvilket han var tydeligt ked af, da han for det første aldrig har sagt det, og havde oplevet det som rigtig ubehageligt at blive spurgt om. Han har desuden oplevet det som et brud på tilliden mellem ham og mig, da jeg havde sagt det til hans far.
Jeg blev ret chokeret over, at hun havde konfronteret min søn med det, og at hans far havde snakket med hende om det i første omgang, inden han og jeg havde talt det igennem. Da vi har en aftale om, at det vi taler om om vores søn er mellem os.
Min søn har reageret på det ved efterfølgende at sige, du må ikke sige det til far, når han har fortalt mig ting, som han er ked af.
Ud over ovenstående, har min søn indenfor få dage omkring denne episode fortalt mig, at hans fars kæreste har sagt nogle knap så pæne ting om mig imens hendes lille datter var til stede, som har resulteret i, at han ikke bare skal høre en voksen, som har at omsorgsansvar for ham, tale dårligt om hans mor, men også at pigen har sagt til ham, at hans mor er dum.
Desuden skal hans fars kæreste have sagt til ham, det er min skyld, vi blev skilt. Jeg har meget svært ved at finde ud af, hvad jeg skal sige til min søn, når han fortæller disse ting, både fordi jeg har svært ved at tro, man som voksen og forælder kan finde på at sige sådan til en lille dreng, så jeg gerne vil vende det med hans far, og jeg bare er dybt rystet over, at han skal gå og tumle med noget, som er for de voksne.
Jeg har i knap to uger nu forsøgt at få fat i hans far, men der er ingen respons hverken på telefonopkald eller sms’er, så jeg er endt med at skrive til hans far, at jeg snart ikke kan se anden udvej end endnu en tur i Statsforvaltningen, selvom jeg har svært ved at se, at det skal hjælpe noget, med endnu et besøg derinde. Mit spørgsmål er derfor, skal jeg bare se gennem fingre med det og håbe, at min søn har opfattet tingene forkert, og det ikke ødelægger noget for ham, eller bør jeg reagere på det, og især den faktor, at hans far ikke mener det er vigtigt at tale om det?
Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg på ingen måde har interesse i at forhindre min søns samvær med sin far. Jeg frygter tvært imod, at en ny tur i Statsforvaltningen kan munde ud i en ændring af vores samværsordning, så min ex-mand får mindre samvær, og samarbejde derved bliver endnu sværere. Min ex-mand fik til den børnesagkyndige rådgivning at vide, at 6/8 samvær ikke kan lade sig gøre i Statsforvaltningens øjne, hvis man ikke har en jævnlig dialog omkring barnets trivsel, og min søns trivsel går selvfølgelig går forud for alt.
Mvh.