Kære Christa
Det lyder som om du er ”spændt hårdt for” i øjeblikket, og uden en ordentlig nattesøvn kan det være svært at have overskud til forandring.
Du skriver ikke, om du har nogle til at hjælpe dig i hverdagen. Og får du hvilet dig, når din søn er hos sin far, eller går du fx og bekymrer dig, om hvordan din søn har det?
Jeg vil anbefale dig at have nogle voksne at tale med om, hvordan du har det. Det kan være familie og venner, men jeg tænker også, at du har brug for at tale med din sundhedsplejerske eller din læge. Der er jo sket mange voldsomme ting de sidste år af dit liv, og jeg kan forstå, at det heller ikke har været let i starten, da du fik din søn, hvor du skriver, at du havde fødselsdepression og angst mv.
Alle disse oplevelser har du brug for at få vendt med andre voksne, så du får en forståelse for, hvad det var der skete for dig i den periode. Det kan også være, du har behov for at finde ud af, hvordan du selv har det på det følelsesmæssige plan nu, og hvordan du og din dreng har det sammen.
Selv små børn mærker, hvordan ”deres voksne” har det. Og det kan betyde noget for din søn, hvis han mærker, at du ikke har det godt med dig selv, blandt andet at du mangler overskud og er konstant træt.
Nogle børn kan komme til at føle sig utrygge, og de har måske brug for at være i nærheden af – og passe på den forældre, som har det svært. Andre børn reagerer anderledes og græder mere, pjevser og får svært ved at sove.
Når din søn græder om natten, kan det måske være noget af det, I tidligere har været igennem, han reagerer på. Det er ikke muligt på baggrund af dine spørgsmål, at svare på om det er sådan, men du kan være sikker på, at hans gråd og uro ikke er bevidst, eller noget han gør for at generere dig eller straffe dig.
Din søn viser hos sin far, at han kan sove igennem uden at vågne og græde. Så jeg tror, at han også kan komme til det, når han er sammen med dig. Du skriver ikke noget om, hvordan det foregår om natten, om han sover i sin egen seng eller han ligger sammen med dig. Hvordan du trøster ham, når han græder osv. Så hvis du ønsker mere om dette, er du meget velkommen til at skrive igen.
Venlig hilsen
Bente Sylvest-Johansen