Kære Marion
Jeg skriver til dig, fordi der er et problem, som nu gentagne gange har poppet op i vores forholsvis nye sammenbragte familie.
Min kæreste og jeg har nu været sammen i godt et år. Vi har planer om at flytte sammen, men af planlægningsårsager bor vi endnu hver for sig. Jeg har en dreng på 4 1/2 år og min kæreste har 2 drenge på hhv 3 1/2 år og 1 1/2 år.
Jeg vil beskrive min kærestes og mit forhold som sundt, stærkt og meget kærligt. Vi respekterer og tager os af hinandens børn og i det store og hele tror jeg på, at vi vil være i stand til at skabe en god og tryg base for vores børn.
Men der er alligevel to ting, som kan gøre mig i tvivl og bringe splid i forholdet:¨
Min søn har ikke megen kontakt til sin biologiske far, og når den er der, er den ikke særlig god. Jeg er derfor meget opmærksom på, at han ikke kommer til at opleve svigt fra andre mænd, heriblandt min kæreste. Han må ikke føle sig andenrangs i forhold til min kærestes børn, når vi er sammen allesammen.
Er helt afklaret med, at hvis det bliver sådan, så har min kæreste og jeg ingen fremtid sammen. Hvor meget jeg end elsker ham. Det ved min kæreste, og jeg synes generelt, han er god til at inddrage min søn. Men problemet opstår, når der er (uundgåelige) konflikter mellem min sønpå 4 1/2 og hans søn på 3 1/2.
Hans søn har en klar tendens til at blive pjevset og tage offerrollen, når han føler sig truet, mens min søn har tendens til at blive “bøllen” i konflikten og drille ekstra meget når han føler sig truet.
Det forplanter sig til min kærestes og mit forhold, og jeg synes ikke min kæreste er så god til at se, at konflikten hos begge børn kan skyldes usikkerhed/utryghed ved den nye familie. Jeg synes, han tager sin drengs parti, forsvarer ham og skubber min dreng fra sig, når disse konflikter opstår.
Jeg synes nok, at han er noget pylret om sin ældste søn, og ikke sætter mange grænser for ham. Hvilket drengen dygtigt udnytter, som børn jo gør. Det er svært at snakke åbent med ham om, fordi han så hurtigt indtager en forsvarsposition i forhold til sin dreng. Det er meget følelsesladet og både min kæreste og jeg er nok i virkeligheden meget bekymrede for vores egne børn, som jo begge har oplevet skilsmisser.
Det andet problem, som er i tråd med det første, er at min søn og jeg overnatter i min kærestes lejlighed hveranden weekend, når han har børnene. Det plejer at være hyggeligt og der er i den grad “børn på skemaet” svømmehal, kagebagning osv… Men jeg er træt af, at min søn og jeg fortsat er en slags gæster hveranden weekend. Har talt med min kæreste om, at min søn skal have sit eget værelse, en kasse til sit legetøj osv. så han i højere grad får sit eget domæne.
Min kæreste er åben over for dette og siger, at det nok er en god ide. Men jeg har alligevel en eller anden uúdtalt fornemmelse af en form for modstand. Min kæreste og jeg blev kærester lige efter han og hans x- gik fra hinanden, og noget i mig, bliver ved med at give mig anelser om, at han gerne vil bevare “herredømmet” over sin egen lejlighed lidt endnu og at jeg ikke bare skal opføre mig, som var det alt sammen dit, mit og vores.
Jeg har forsøgt at tale med ham om det, men han afviser og siger gentagne gange, at han vil dele alt og jo mere vi er sammen, des bedre.
Men hvis vi skal fortsætte med at være hos ham, (hvor der i modsætning til i min lejlighed er plads til os alle), så skal jeg og min søn på en eller anden måde til at føle os mere hjemme. I bund og grund savner jeg nok nogle uopfordrede initiativer fra min kærestes side, hvor han viser, at vi skal føle os hjemme.
Min søn tog bladet fra munden og udtrykte det i weekenden, da han stod og kiggede på familieportrætter, som omfatter mig men ikke min søn: “Hvorfor er der ikke et billede af mig? Der skal også være et billede af mig”.
Det gjorde ondt i mig at høre og understregede, at der skal ændres nogle ting, hvis vi skal fortsætte vores ellers hyggelige børneweekender.
MIn kæreste er en sød og følsom mand, som er god til at tale om tingene. Men han er også behagesyg. Og jeg har brug for en ærlig udmelding om, hvorvidt han virkelig vil have, at vi skal “indtage” hans lejlighed eller om vi skal tage en lille pause med børneweekenderne.
Og så har jeg brug for, at vi står sammen, når der opstår konflikter mellem vores børn. At der ikke forskelsbehandles og at begge børn ses som ofre i konflikten. Kan mærke, at jeg kommer i tvivl om forholdet, når jeg føler, at min søn gøres til bøllen.
Jeg får tanker om at afslutte forholdet og tænker tanker som, at min søn ikke skal “ofres på kærlighedens bål”. Synd og skam når jeg, fraset de beskrevne konflikter, tror min søn har stor glæde af sin nye familie.
Savner nogle gode råd til, hvordan jeg kan få en god og åben snak med min kæreste, hvordan vi bedst indretter os og hvordan jeg sikrer, at min søn ikke kommer til at føle sig andenrangs.