Hej Solo-mam
Når et barn er 14 mdr., så er det stadig i fuld gang med, at få det med at lave relationer til andre mennesker på plads. For at denne udvikling skal lykkes, har barnet brug for få stabile omsorgspersoner, som det kan relatere sig til.
Din datter er vant til, at du er hendes primære omsorgsperson og hun er ikke vant til at have denne intime tætte kontakt med andre. Hvis du nu begynder at forlade hende to døgn hver uge, så bliver det stressende for hende og ikke mindst vil det påvirke den stabilitet og tryghed hun føler lige nu, og som er nødvendig for en sund udvikling.
Det er heller ikke en løsning, at få hende i to forskellige daginstitutioner. I barnets perspektiv er det godt, at dette ikke kan lade sig gøre. Det vil være helt uoverskueligt for et lille barn, at skulle forholde sig til to forskellige daginstitutioner, to forskellige hverdage, forskellige voksne, børn, regler, etc.
Boede I sammen med hendes far eller en anden voksen, som hun havde en tæt tilknytning til, så ville sagen være en anden og det ville ikke være helt så problematisk. Men umiddelbart så ser jeg en løsning kunne være, at du venter med at fortsætte din uddannelse, til du har et lidt større barn. Og er det den uddannelse, som du bare må have, så kunne du måske flytte nærmere uddannelsesstedet?
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.