Kære ”Fynbo på Sjælland”
Tak for din mail. Jeg kan tydeligt mærke din smerte og fortvivlelse. Det er ikke nemt, når familiære relationer ikke er, som man kunne ønske sig dem, og man ikke føler, at man har en familie at dele glæder og sorger med. Det er heller ikke let, når man i en årrække har slugt skuffelse på skuffelse. Derved bliver man, hvad jeg ofte kalder, den trænede kamelsluger, og det kan gå ud over selvtilliden og selvværdet. I dit tilfælde er det selvsagt ikke ideelt for din søns forhold til sin morfar og ”mormor”. Jeg kan godt forstå, du er såret og bekymret.
Når det er sagt, mener jeg ikke, at du skal opgive håbet endnu. Jeg tænker heller ikke, at løsningen ligger i at presse din far og hans hustru til samvær med din søn. Man kan – som du er inde på – aldrig kræve at ens forældre vil passe ens børn. Det er jo ikke dem, der har sat børnebørn i verden. Man kan dog godt have et ønske og håb om, at ens forældre vil se ens familie og engagere sig i deres børns og børnebørns liv. Mange forældre forventer sig et sådant engagement – og nogle bliver desværre også skuffede, når deres forældres engagement ikke er stort nok.
Du har forsøgt at invitere din far og hans hustru, og det har ført til aftaler langt fremme i tiden. Jeg tænker ikke, at løsningen ligger her. Jeg vil til gengæld foreslå dig, at du beder din far – og eventuelt hans hustru afhængig af dit forhold til hende – om at afsætte god tid til en uforstyrret samtale med dig.
Her kan det være en fordel at sige, at du har noget, der betyder rigtig meget for dig, og som du gerne vil tale med ham/dem om. I samtalen beskriver du, hvordan du har det – uden at kritisere din far og ”mormor”. Du kan sætte ord på dit savn af en familie, du kan dele glæder og sorger med. Du kan også beskrive, at det yderst begrænsede samvær med din søn har gjort dig rigtig ked af det, fordi du godt ved, at familiære bånd ikke knyttes af sig selv.
Bånd mellem voksne og børn knyttes via kontakter og samvær, og her kan du sætte ord på dine bekymringer for fremtiden. Du kan også – fra et meget ærligt og autentisk sted – dele at du er ved at miste håbet. Det er samtidig vigtigt at spørge din far til, hvordan han oplever det. Hvordan oplever han jeres familiære bånd? Er der noget, han kunne ønske sig anderledes? Hvilket ønsker, visioner og håb for familien har han?
Hvis du som oven for beskrevet tager udgangspunkt i dine oplevelser, følelser, værdier, ønsker og håb, og i samme samtale beder din far beskrive, hvad han oplever, føler og ønsker sig, vil du/I have et grundlag for at komme videre i en god retning. At komme videre handler i høj grad om at få afklaring. Afklaring giver større ro.
Når I på denne måde taler rundt om det følelsesmæssigt svære – uden i første omgang at tænke i løsninger – vil det som regel skabe grobund for en tættere kontakt. Hvis din far mod forventning svarer, at små børn – eller din søn – ikke siger ham så meget, så har du selv med denne kontante besked fået en afklaring. Det vil selvfølgelig udslukke dit håb, men vil alligevel give dig et afsæt for at komme videre. Det er nu sjældent, jeg hører bedsteforældre give et sådant svar. Når jeg hører om et sådant fravalg af samvær med (små) børn, er det ofte hos voksne, der selv har haft dårlige relationer til deres forældre og bedsteforældre.
Uanset hvad, mener jeg, at du må dele, hvordan du har det for at give dine svære følelser luft, og samtidig invitere din far til at dele, hvad han oplever. Kunsten er her at få en konstruktiv samtale, hvor din far ikke føler sig kritiseret ned under gulvbrædderne, og hvor I ikke er alt for hurtige til at tænke i løsninger. Det er vigtigt at vifte med guleroden frem for at bruge pisken. Guleroden er her alle de glæder, man kan have med sine børn og børnebørn, og alt det meningsfulde og -skabende, der ligger i at have en familie. Pisken – som at presse aftaler igennem – virker sjældent godt.
Afslutningsvist vil jeg tilføje, at du er inde på noget helt rigtigt, når du er opmærksom på betydningen af, at du og din mand dater hinanden. Kærlighedsplejen jer imellem er så vigtig. Det er jeres forhold, der er platformen for jeres lille familie og jeres sønner. Det er derfor rigtig fint, at I prioriterer hinanden, eventuelt med hjælp fra venner m.fl.
Jeg håber, at du med ovenstående har fundet nye veje at gå.
Jeg ønsker jer alle det bedste.
Jesper