Kære brevkasse
Jeg savner at min familie har lyst til at involvere sig mere i mit liv, og lyst til at lære min søn at kende.
Min søn er 4 år, og en dejlig glad social dreng. Vi venter endnu en dreng om få uger.
Min familie (far og papmor) har dog aldrig vist nogen stor interesse for deres barnebarn. De bor på Fyn og er begge pensionister, vi bor på Sjælland, i forstad til Kbh. Det virker dog ikke som om at det er afstanden som trykker, da de generelt kører meget, besøger venner hvor de overnatter, og min far så ofte som ca hver 14 dag, er i nærområdet (få km fra os) som konsulent, med en lille sidegeshäft han har. Han har dog aldrig kigget forbi i den forbindelse. Selvom jeg sødt har opfodret til det.
Vi har aldrig stillet krav til pasning mv. men ønsker blot noget mere samvær og interesse (pasning ville være fantastisk, og de ved at de er mere end velkomne til at have ham alene) han har ikke brugt ble siden han fyldte 3 år, men det har ikke ændret noget.
Jeg sender dem ofte små videoer og billeder af min søn, så de kan følge lidt med i hvem han er. Der er en smule respons, men jo ikke noget som giver værdi for vores dreng.
Jeg tænker meget over hvorfor de ikke har lyst til at se os, og det går meget ud over min selvtillid. Er vi ikke hyggelige at være sammen med? Kan de ikke lide os/vores dreng?
De ser deres andre børnebørn (som også bor tættere på dem) rigtig meget, men de er store og mellem 10-23 år nu. De har dog også set dem og passet dem meget da de var små, også selvom de dengang selv arbejdede. De er mere eller mindre ligeså Mobile og friske som altid, så dette er ikke undskyldningen.
Vi er på ingen måde beskyttende eller tilbageholden med at de kan være sammen med vores dreng. Vi har en enkelt gang spurgt om de ville passe ham en aften hos dem selv, hvilket de takkede nej til, uden grund, og de har en enkelt gang hentet ham i børnehaven, da jeg spurgte om de havde lyst til at deltage i bedsteforældredag, og passe ham til vi kom hjem en time efter. Det er eneste alene samvær de har haft med ham, og vi skal altid spørge til hvornår de har lyst til at komme på besøg (typisk finder de så en weekend nogle måneder frem) dette sker ca en gang om året, og først når vi begynder at presse lidt på for en dato.
Ellers ses vi til enkelte fødselsdage og en halv dag til jul, hvor der er jo altid er mange mennesker. Vi kommer naturligvis på besøg hos dem. Hvilket er dog blevet noget mindre med årerne, da vi har købt hus som løbende sættes i stand, og jeg har brugt weekender på HD studie. (Ved siden af fuldtidsjobs) Vi er gennemsnitligt på Fyn en weekend ca hver 3-4 måned. Hvor vi besøger min søster og hendes dreng, min far og min bedstemor (olde) på min mors side.
Det sårer og bekymrer mig at jeg ikke har nogen familie til at dele sorger og glæder med, og føler at jeg står meget alene. Min søster er lidt ligesom vores far, vi passer hendes dreng, som vi har et tæt godt forhold til, og besøger dem, men hun har ingen interesse den anden vej.
I min graviditet har de knap nok spurgt til hvordan jeg har det, og virkede nærmest skuffede over at vi skulle have endnu en dreng!? Havde en pige mon været bedre!?
Når jeg taler med dem kan det være svært nærmest at få et ord indført, da de fortæller en masse om deres liv og venner og planer. De har ingen interesse haft for min karriere eller uddannelse, men min far spørger af og til, til min mands job, da det er indenfor samme fag. Det er dejligt at de hygger sig, men jeg har enormt svært ved at forstå hvordan de ikke kan have interesse i vores liv og Især deres barnebarn. Jeg tænker kun at det bliver værre når vi får en mere. Min mands mor er sød til at komme forbi, hun er alene, og har dog ikke meget energi, men vil gerne passe og være sammen med vores dreng (hun har ham overnattende ca en gang hvert halvår, hvis vi begge skal noget) og siger aldrig nej. Vores søn elsker hende, og vi sætter meget pris på hende!
Min mor lever desværre ikke længere, så hende har jeg ikke. Jeg overvejer at finde nogle søde reservebedste, da jeg savner noget familie i mit liv, og nogen som vil være sammen med vores søn, og som jeg også kan dele mine glæder og lidt bekymringer med, og min mand og jeg måske kan begynde at have en date i ny og næ.
Kan jeg gøre noget for at min egen far og mormor (den titel har hans kone fået og takket ja til) kan indtræde i den rolle, eller skal jeg give op og slippe håbet på forandring, og finde nogle andre i mit liv? Hvor meget skal jeg presse på, og hvordan? Jeg har været tilbageholden med at presse på, da jeg ikke tænker at det gør noget godt for den oprigtige interesse… skal jo ikke være en sur pligt at se os. Spørger dog ofte til om de snart har lyst til at kigge forbi. Synes jeg har prøvet at kigge indad, om der er noget vi siger/gør som ikke tiltaler dem, men kan ikke finde nogle svar.
Kærlige hilsner