Hej Susanne!
Min mand og jeg har været sammen i godt 4 år. Sammen har vi en dejlig dreng på 1 år. Min mand er fraskilt (siden 2004) og har 2 lige så skønne drenge fra et tidligere ægteskab på henholdsvis 10 og 13 år.
Min mand og hans eks-kone har “fordelt” drenge på den måde at de er 2 uger hos hende og 1 uge hos min mand og jeg (i starten – før jeg var en del af familien – var drenge en uge hver sted, men der var for meget flytten frem og tilbage for dem, så min mand gik med til at de så kunne være 14 dage hos deres mor, og kun en uge hos ham, da deres mor ikke mente hun kunne undvære dem så lang tid).
Det har fungeret rigtig fint. Drengenes mor (+ ny mand og fælles barn) og min mand og jeg bor med ca. 4 km afstand i sammen lille by med drengenes skole i mellem os – helt perfekt.
Men for ca 14 dage siden meddelte drengenes mor at hun og hendes mand agter at flytte til en anden by ca. 20-25 km fra hvor vi bor nu. Det vil betyde at drengene skal gå på en anden skole og at min mand så “kun” bliver weekend-far hv. 2. weekend. Det er min mand meget meget ked af. Han har sat sig i mod at drengene skal flytte – og henholder sig til en aftale han og drengenes mor lavede da de blev skilt – at de skulle blive boende i samme by så længe drengene gik i skole. Denne aftale findes kun mundtlig.
Så hvordan står min (stakkels) mand juridisk – kan han overhovedet nægte at drengenes mor flytter med drengene? De har fælles forældremyndighed. Hvad har han af rettigheder?
Det er en rigtig sørgelig situation som optager os meget, da vi jo elsker drengene og nødig vil undvære tiden med dem. Den ældste dreng skal konfirmeres til foråret, og jeg kunne sådan ønske at vi kunne få denne sag ud af verden inden, så den ikke alt overskygger, den store dag og kommer til at skabe uoprettelig splid.
Har tidligere fået rigtig gode svar fra jeres hjemmeside og ser meget frem til at høre fra dig!
Venlig hilsen