Kære Klaus.
Jeg skriver til dig fordi at jeg netop står i et stort dilemma. For et lille
års tid siden blev jeg separeret fra min datters Far efter, små 10 års
samlevelse. Vores datter er lige knap 3 år og vi har hende lige meget, og
kører en fordeling der hedder 2-2-3. Den har fungeret rigtig fint og
relationen mellem Faderen og jeg er kærlig, respektfuld og vi har aldrig været ude i en bekrigende adfærd over vores brud. Ergo godt samarbejde! og vi er i stor enighed om at vores barn aldrig skal “kæmpes” om og opleve forældre i bitterhed.
I de år jeg har levet sammen med min datters Far, har jeg været bosat her i
Århus- hvor min egen oprindelse fra København. Igennem de sidste 10 år har jeg mistet mange familiemedlemmer: min Far, Farmor, Farfar, bedstefar, onkel og nu for små tre uger siden min Morfar….
Jeg har længe haft trang til at vende retur, og være tæt på min resterende familie, da jeg ingen familiære relationer har her i Jylland.
Trangen er nu blevet så stor, at jeg fik det italesat overfor min datters far, og han kunne sagtens forstå mit savn. Dog mener han ikke, at København er et sted for vores datter at vokse op og ser gerne, at hun bliver i Jylland.
Vi prøvede at lave et udgangspunkt der hed, at vores datter skulle have fast base hos ham, hvilket jeg mener ville være dejligt for hende, altså en “fast base”. Men at jeg så kunne få hende hveranden weekend, dog med det “krav” om, at han så måtte hente & bringe. Hvilket han var villig til.
Jeg abejder til daglig som pædagog, og mit vikariat udløber d.1/7, og derefter står jeg “from scratch” og skal søge job, og der vil forekomme ansættelsestop i Århus fremadrettet, så jobmulighederne skal også medtænkes. Men jeg vil som udgangspunkt starte med et vikariat i Kbh, således at jeg ville kunne vende retur til Århus, hvis det ikke fungerede for nogle af os.
Men er det fuldstændig tankeløst og mangel på dømmekraft og træffe det valg at bosætte sig i København?? Jeg går ind for ligestilling og mener jo ikke at det er mere fair, at faderen skal være “weekend forælder”, og han er ganske fantastisk, samtidig med at han har været der fra day one. Han var med hele barslen ud og fungerer jo, og vi ha altid sagt at vores datter havde to mødre.
Han ønsker ikke at forlade Jylland, da han har fast job, som folkeskolelærer og jeg står uden familie og ville selvfølgelig ønske at vores datter kunne komme med mig. Men hvor meget skal jeg komprimere med egen trivsel og ønsker?
Jeg trænger til nogle råd/ perspektiver- jeg ønsker jo ikke at ses med foragt eller, som værende en mor der “forlader/svigter” sit barn. Jeg vil altid være implicit, men det er selvfølgelig en anden hverdag og nye
tidsintervaller… Jeg ønsker at give min datter den bedste opvækst og de bedste betingelser, dog mener jeg også at glade forældre, giver glade børn…
Mange Hilsner