Hej Bente
Jeg har en søn på halvandet år. Uretfærdighed overfor uskyldige har altid vækket stærke følelser i mig.
Siden fødslen har det været værre, og jeg har haft vanskeligere ved at distancere mig, når jeg fx. har set noget i fjernsynet, især krig, hvor børn er involveret.
Jeg har forventet, at det ville forsvinde af sig selv, men den sidste måned, er det eskaleret. Det er så slemt, at selv fiktion, hvor børn lider på den ene eller anden måde, gør mig ked af det.
Jeg er efterhånden helt knust, hver gang jeg ser noget med børn. Jeg sætter mine egne følelser for min søn, og min søns ansigt i de involveredes sted. Det er ikke fordi, jeg ikke kan skelne mellem det i tv og os.
Jeg har ellers ikke triste, negative eller selvdestruktive tanker, og heller ikke problemer med at distancere mig hvis jeg sidder overfor en person “i nød”. Det er kun, når jeg ser eller hører noget med børn, at filmen knækker.
Det er som om “tudedagen” efter fødslen aldrig rigtig har sluppet sit tag i mig. Synes det er ved at være på tide, at det bliver rystet af mig, ved bare ikke hvordan.
Hilsen