Hej Mor-til-to
Din umiddelbare fornemmelse for, at det ikke er hensigtsmæssigt at sidde i en autostol i lange perioder, er helt rigtig.
Det anbefales, at bruge autostolen til transport i bilen og kun så kortvarigt som muligt, da barnet som placeres i autostolen, sidder ”fastlåst” og let synker sammen. Når de sidder i autostolen, så får de ikke hvilet ryggen eller strakt ryggen ud.
Når du kører hen til indkøbscentret, så brug en indkøbsvogn til den videre transport rundt med din søn. Læg fx hans dyne i bunden af indkøbsvognen og placer ham liggende ovenpå. Så kan ligge og strække ryggen ud, før han atter skal placeres siddende i autostolen, når I lidt senere skal køre hjem igen.
Angående dit spørgsmål om bæreseler, så er det fint, at din søn sidder mave mod mave, så hans ansigt er rettet mod dig. Han er endnu ikke så gammel, så det kan være svært for ham, at rumme alle de indtryk han får, hvis han sidder og kigger fremad. Men vigtigst af alt er, at han har brug for at se dit ansigt, da du via dine ansigtsudtryk, øjenkontakt og det du siger, hjælper ham med, at kapere og fordøje de indtryk han får.
Bæreselen giver en fysisk tæt kontakt mellem barn og voksen, og det beroliger ofte barnet.
Det er vigtigt, at der er en god støtte af dit barns nakke/hoved, når han sidder i bæreselen, så hovedet ikke ”dingler”.
Det er ikke skadeligt for drenges kønsorganer, at sidde i bæresele. Hvis noget klemmer, så vil han sikkert brokke sig og den ble han har på, beskytter jo også en hel del.
Nyd opholder i USA.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.