Hej A
Din "delesøn"s mor kan jo sagtens have ret i, at de har sunde vaner i hendes hjem. Når børn er 12 år, så lever de på nogle områder et meget selvstændigt liv, der kan medføre besøg hos bageren i frikvarteret, efter skole, etc.
Det kan være en idé, at få en snak med sundhedsplejersken på hans skole. Hun vil kunne tale med drengen og måske arrangere et møde, hvor I alle mødes. Hun kan også vejlede ham og give ham viden omkring hvad et aktivt og sundt ungdomsliv med glæde og gode vaner betyder, hvad motion betyder, hvad kosten betyder, hvad venner betyder, etc.
Han kan jo være lidt i en klemme mellem jer velmennende voksne, så måske er det rart, hvis det er en udefra (sundhedsplejersken) , der sammen med ham (og jer i baggrunden) finder ud af, hvordan han tackler sit overvægtsproblem bedst muligt.
Sundhedsplejersken har også kendskab til, om der I jeres kommune er tilbud til overvægtige skolebørn. Det er der flere kommuner rundt omkring i landet, der har.
I kan få kontakt til sundhedsplejersken ved at ringe til skolens kontor.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
sundhedsplejerske, cand.scient.soc.