Hej Susanne
Min ex-mand og jeg blev skilt i foråret, efter han havde indledt et forhold til en veninde.
Han har løjet i et halvt år og ufortrødent arbejdet på projekt baby, mens han gang på gang løj mig op i ansigtet, når jeg spurgte, hvad han og veninden havde gang i.
Det gik faktisk så vidt, at jeg nåede at blive gravid og startede min sommerferie med en abort, hvor til han ikke havde andet at sige, end at det var ærgerligt for mig, så du kan sikkert forestille dig, hvordan tingene har været mellem os.
Han har desuden brugt meget at true med at aflyse alle de aftaler, vi har lavet omkring bodeling (han skal overtage min del af gælden i vores fælles lejlighed, hvilket endelig er sat i gang, han har ikke ligefrem haft travlt med at få alle vores udeståender afsluttet. Vi er f.eks. også kun separeret, fordi han ikke vil skrive under på skilsmisse som følge af utroskab, og jeg har fået en penge i stedet for større indbo samt penge til indskud i min nye lejlighed af ham), hvis han syntes, det lige passede.
Primært fordi han i forbindelse med hans nye forhold har fortiet bla. det med projekt baby, så han har været bange for, jeg skulle fortælle hende, noget der ville få hende til at gå fra ham.
Jeg har brugt lang tid og meget energi på, at forsøge at komme videre uden at blive bitter og skælde ud hele tiden, men det er svært. Jeg forsøger dog, så godt jeg kan, men er begyndt at tænke på, at jeg trods alle gode intentioner faktisk gerne vil have fuld forældremyndighed over vores søn alene af den grund, at hans far, i mine øjne, er rigtig dårlig til at sætte sine egne behov til side for sin søn.
Han har sin lillesøster og hendes kæreste boende hos sig, så hendes møbler fylder det meste af vores søns værelse hos ham. Hans nye kæreste og hendes to børn er der stort set altid, når vores søn er der, og hans far prioriterer ofte, at gå ud i de weekender, hvor han har ham.
Samtidig kan han ikke finde ud af at gøre de ting, vi har aftalt, som f.eks. at smørre vores søns hud med creme (han har tendens til eksem) eller få ham klædt varmt nok på, når han afleverer ham på trods af, at jeg sørger for, der er rigeligt tøj at vælge imellem, når jeg afleverer ham til hans far. (tingene bliver “væk”)
Vores søn reagerer hos mig ret kraftigt på de mange mennesker, han hele tiden skal forholde sig til (og som han har forholdt sig til fra før, han vidste, han og jeg skulle flytte fra hans far, da hans far blev kærester med hende i forbindelse med 3 ugers besøg hos min søns bedsteforældre på Færøerne og hun og børnene næsten flyttede ind hos dem, da farfaren og hans kone var ude at rejse).
Han siger, at han ikke kan lide dem og ikke vil hjem til sin far, hvis der er andre, hvilket hans far mener er ord, jeg lægger i munden på drengen, fordi han altid er glad, når han er hos ham og jeg jo vil gøre alt for at ødelægge hans forhold til hende den nye.
Min søn siger dog til mig, man ikke må være ked af det hos far, hvilket jeg sagtens kan nikke genkendende til. Hans far besluttede desuden, uden at tale med mig om det, at holde op med at gå til gymnastik med knægten, hvilket er en del af samværsaftalen, at han skal det, fordi det var for besværligt…
Jeg fik dog efter meget palaver overtalt ham til at fortsætte. Han viser heller ingen interesse for noget af det, der sker i børnehaven eller i hans søns liv den del af tiden, han er hos mig. Derfor synes jeg bare, det vil være nemmere, hvis det var mig, der stod med hele beslutningsgrundlaget.
Jeg er bare i tvivl om, om jeg overhovedet har en chance for at vinde den sag. Min ex-mand er typen, der går efter at knuse dig, hvis han øjner chancen, hvis der er problemer (jeg har set ham kæmpe mod sin ex, om lov til at se sin anden søn.
Forskellen på hende og jeg er dog, at jeg kender mine rettigheder fordi, jeg har læst om dem, ikke fordi nogen har fortalt mig, hvad de mener mine rettigheder er, og jeg har et netværk i ryggen, der kan hjælpe mig økonomisk i forhold til evt. advokat mm.). Han skylder mig også stadig børnepenge for august, men betaler ellers fast hver måned – kan jeg gå til kommunen og få dem til at hjælpe mig med at inddrive tilbage i tiden, hvis han ikke betaler denne gang, jeg har bedt om dem?
Generelt vil han ikke lytte, hvis jeg siger noget eller tager alt som et angreb, på trods af, jeg forsøger at sige tingene stille og roligt, men selvfølgelig er jeg heller ikke selv en engel i det her, jeg ved godt, det også er min skyld, når vi kommer op at skændes, hvorfor jeg ikke kan se, hvordan tingene kan blive anderledes, når han på ingen måde er interesseret i at snakke med mig om, hvordan vi skal komme videre på en ordentlig måde for vores søns skyld.
Jeg har også foreslået ham, at vi skulle finde en, der kunne hjælpe os med at tale sammen for at få lukket alt det, der ligger og roder og få lavet en eller anden form for forståelse omkring fremtiden. Har du nogen forslag til, hvad jeg skal gøre?
På trods af alle mine sårede følelser og total uforståenhed overfor, hvordan den mand, jeg har været sammen med i 10 år, kunne og kan behandle mig sådan, forsøger jeg virkelig at gøre det, der er bedst for vores søn. F.eks. forholder han sig ikke til fremmede mennesker, når han er sammen med mig og antallet af gange, han er blevet passet i min weekend kan tælles på en finger, men jeg er bare så bange for, at de to voksne, der betyder mest i hans liv skal ødelægge ham med deres uløste konflikt, og jeg kan ikke blive ved med at spille underdog, som jeg har gjort en stor del af sommeren og efteråret!
Med venlig hilsen
En fortvivlet mor, der håber den her mail giver mening.