Kære panel.
Min mor har alzheimers, og det giver en del konflikter med vores (ellers) søde, dejlige datter på 3.
Min mors sygdom gør blandt andet, at hun ser farer overalt og derfor hele tiden formaner vores datter om at passe på og f.eks. tager hun ting fra hende, som vi normalt lader hende lege med.
Min mors sprog er også begyndt at forsvinde, så det er svært for hende at gøre sine bevæggrunde i disse situationer forståelige for vores datter.
Min mor vil rigtigt gerne vores datter og er meget opsøgende. Men det er som om det desværre kun får vores datter til at trække sig, hvilket igen bevirker kraftigere forsøg fra min mor, og sådan fortsætter den onde cirkel.
Vores problem er, at vores datter i højere grad taler surt (nogle gange næsten grimt) til sin mormor; hundser med hende og vil bestemme. F.eks. råbte hun forleden til mormor, at hun ikke måtte tage lillesøster (1,5 mdr) op af vuggen, da hun græd. Eller hun ‘skælder’ hende ud, når hun lægger noget et forkert sted eller siger ting som; “Du må ikke kigge/tale til mig”, “Du må ikke dit/dat”. Hun taler næsten til hende som vi nogle gange hører det blandt børnene i børnehaven. Det gør forståeligt nok min mor meget ulykkelig, og hun forstår ikke hvad der foregår.
Vi er klar over, at vores datter nok allerede har sporet, at vi voksne taler anderledes med/til min mor, og at dette er nok en del af det, men vores store problem er, at vi ikke ved hvordan vi skal få vores datter til at ændre på sin opførsel.
Egentlig mener vi jo ikke, at nogen af de to kan forstå problemet og er i stand til at ændre sig, men vi er nødt til at gøre noget, så ikke min mors sidste tid og vores datters minder med sin mormor skal være præget af ulykkelige oplevelser. Så i hvor høj grad kan vi overhovedet tale med vores datter om det her? Hvis overhovedet…
Og har I nogle råd til hvad vi ellers kan gøre for at gøre deres relation bare en smule mere positiv?
Mvh.