Hej..
Jeg har en søn på 7 år.
Hans far og jeg blev skilt da han var 1 år, så han har stort set altid været delebarn. Han har altid været primært hos mig, og er det stadig. Dvs. han er hos sin far hver anden weekend fra fredag til søndag og så hver tirsdag til onsdag i hverdagene.
Jeg er alene og har altid været det, mens jeg har haft ham. Hans far har en ny kæreste, som har en pige på 5 år.
Hans far og jeg har altid haft det fint, og der har aldrig været konflikter. Min søn trives på alle mulige måder, og det har altid fungeret fint med samvær. MEN de sidste par måneder har han udvist en usædvanlig separationsangst fra mig.
Han er meget ked af at skulle overnatte omme hos sin far. Især hvis det er 2 nætter i træk. Han kan starte med at græde dagen før, og i dag vågnede han kl. 06 og har grædt konstant indtil kl. 9.30, hvor hans far hentede ham.
Vi har snakket med ham om det, for han har en god far, og han er glad for sin far. Men han siger, han ikke kan undvære mig, og at han savner mig. Jeg gør alt for at fortælle ham, at han skal tænke på alt det sjove ham og hans far laver, og at det jo aldrig er ret længe han skal være væk fra mig. Men lige lidt hjælper det.
Han siger, han ikke kan overskue to nætter væk fra mig, men kun en. Jeg har snakket med hans far om, om det i en periode kunne være en ide, at han sover deromme en nat ad gangen, og han måske derved kan blive en glad dreng igen og komme ud af den “ked af det cirkel”.
Det vil hans far ikke gå med til. Men det er rigtig hårdt at have en dreng, der er så ked af det, når han skal derom i weekenden og vide, han er så ked af det deromme, for det er han, siger hans far. Han græder mange gange i løbet af dagen deromme.
Synes efterhånden jeg er helt magtesløs, og håber I har et godt råd. Jeg tror ikke det er sundt for ham at være så ked af det.
Der er ikke sket noget nyt i hans eller vores liv, og hans far har haft hans kæreste i et par år.. Så kan ikke se hvorfor han pludselig reagerer sådan.
Vh