Morten, der til daglig er skolelærer, tog imod et kommunalt tilbud fra sundhedsplejersken, om 6 temaaftener for fædre, da han fik sin søn Lucas. Morten undrer sig over, at dette tilbud ikke er mere udbredt og mener, at det skulle være lige så selvfølgeligt, som når barnets mor får tilbud om mødregruppe.
”Det har været rigtig godt, at jeg har haft nogle jeg kunne spørge, hvis jeg har været i tvivl om noget. Blandt mine venner, der ikke har været i fædregruppe, der oplever jeg, at barnets mor nemt bliver ”den kloge”. Jeg har følt mig meget ligeværdig med min kæreste og jeg har ringet til sundhedsplejersken, hvis jeg har været i tvivl om noget. Det har flere af mine venner, syntes var lidt pudsigt, for i deres familie var det barnets mor, der ringede til sundhedsplejersken.”
Det var 2 sundhedsplejersker, der stod for afholdelse af fædregruppen på den lokale skole og gruppen mødtes 6 gange. ”For mig har der været stor tryghed ved de professionelles råd. Det er jo længe siden, mine egne forældre havde små børn og vi har da bl.a. diskuteret, om man må svine med maden, når man spiser. Og i de diskussioner, der har jeg brugt, den viden jeg har fået fra sundhedsplejersken.”
- Du lærer andre fædre at kende, og du kan høre, hvordan de oplever det at være far
- Det er en sjov oplevelse at være sammen med andre mænd og følge både deres og deres børns udvikling. Du får mange gode ideer.
- Hvis der er en fagperson med - måske en sundhedsplejerske - kan du få alle mulige tips og tricks om børns udvikling, og hvordan du kan gebærde dig
- I kan tage på udflugter sammen fx i svømmehallen, på legepladser eller ud og spille fodbold
- I kan lave praktiske ting og hjælpe hinanden med det, fx kan I montere sikkerhedsudstyr (vinduesgitre, trappesikringer og den slags)
- Du bliver mere på lige med din kæreste og føler dig sikkert mere tryg ved at være sammen med dit barn, hvis du ikke plejer at være alene med det.
Morten, der beskriver sig selv, som nysgerrig og videbegærlig giver udtryk for, at han har fået meget ud af at deltage i fædregruppen. ”Jeg har fået indsigt i nogle generelle ting omkring mit barn. Det har givet stor tryghed i min rolle som far. Jeg synes, der er flere fædre, der burde have dette tilbud. Det har været fedt, at mødes med andre, og med deres børn, der var jævnaldrene med Lucas. Det har været skægt, at følge med i de forskellige børns udvikling. Og vi fædre har snakket fået om mange forskellige ting. Alt fra biler til babyer. Det har været en rigtig god oplevelse og jeg gør det gerne igen, hvis jeg skulle få tilbuddet, næste gang jeg skal være far.”