Du vækker dit barns forestilling
En klassisk scene: Du er på vej ind i supermarkedet, og siger på forhånd til dit barn: ”Du må ikke få en is”. Men ved den sætning, ser dit barn straks isen for sit indre blik. Du har uden at ville det fået vækket dit barns lyst til is. Og ordet ikke overhører dit barn fuldstændig. For det er jo isen, det er interesseret i. Måske har du endda fået lagt op til en scene, hvor dit barn vil kæmpe med alle midler for den is, du sagde, det ikke måtte få.
Sig til dit barn, hvad det må få
Det er derfor bedre, hvis du som forælder holder dig til at fortælle dit barn, hvad det må få. I supermarkedet kunne det fx være et æble, et stykke knækbrød eller noget andet i den stil. Du kan med fordel medbringe et eller andet, du synes er ok. Når dit barn så er sulten, siger du: ”Du må få det her æble, værsgo”. Eller du kan alternativt finde en banan, et æble eller en knækbrød i supermarkedets sortiment. Og husk selvfølgelig at betale ved udgangen.
Glem alt om det lille ord ikke
Som børneopdrager står du dig i det hele taget ved at godtage det faktum, at ordet ikke stort set altid overhøres. Det er derfor bedre at sige til din 4-årige:
”Du må lege med mine nøgler. Jeg vil have, du lader være med at røre min mobiltelefon.”
Frem for at sige:
”Du må ikke røre min mobiltelefon”.
Så kan du nemlig være ret sikker på, at dit barn ikke kan lade være med at røre ved mobilen. Du skal altså sige, hvad dit barn må gøre, og hvad det skal lade være med. Så har du større chance for, at dit barn opfanger dit budskab.
Den indre kontrol
Hvis dit barn er mindre end 2 ½ til 3 ½ år, vil det dog være for lille til at kunne kontrollere sine lyster og behov. Så her vil det ikke være et spørgsmål om, hvordan du formulerer dig overfor dit barn. Det skyldes blandt andet, at det kræver et aktivt sprog at kunne styre sine impulser og lyster. Først når dit barn kan sige tingene med ord, begynder det at kunne opbygge en indre kontrol. Det er noget, der sker gradvist med de erfaringer, som dit barn gør sig og med den udvikling, som det gennemgår. Det kan være meget forskelligt fra barn til barn, hvordan det udvikler sig. Så hvis dit barn er i den alder, gør du i stedet for bedst ved blot at tage det væk fra det, som det ikke må.
Kilder:
Opdragelse med hjertet. Else Guldager og Annette Tholstrup. 2010.
Ka’ selv – vil selv. Grethe Krag-Müller. 2003.