Kære frustrerede svigerdatter
Du står, som du rigtigt skriver, lige midt i et sammenstød mellem generationerne og i et klassisk svigerdatter/svigermor dilemma. Samtidig med at din situation er frygtelig frustrerende for dig, er du i stand til at se, at det er vigtigt at holde kontakten, fordi dit barn har brug for begge hold bedsteforældre og din mand har behov for kontakt med sine forældre. Og hold fast i det.
For i en konflikt har man enten en stor lyst til at flygte, at lukke døren, vende ryggen til, afbryde kontakten. Eller man får lyst til et modangreb, og komme med anklager. Begge dele vil gøre det hele værre. Det er hårdt for dig lige nu, for du har ikke overskud til konflikter, men det er godt, at du tænker på fremtiden.
Du skriver, at du har sagt til svigermor, at dine egne forældre ikke får lov til mere, end hun gør. Men er det nu helt sandt? For I har jo boet hos dine forældre, og det giver et meget tættere forhold og langt større muligheder for at lære barnebarnet at kende. Sig i stedet ærligt, hvordan det forholder sig: at du gerne vil bo hos dine egne forældre og indrøm, at de får et tættere forhold til barnet her i starten, end dine svigerforældre får. Men fortæl også, at de skal på banen, så snart der er mere ro i lejren. En nybagt mor vil som regel helst være i nærheden af sin egen mor og hellere overlade barnet til hende, end til svigermor.
Hold også godt fast i, at I er forældrene, og at I bestemmer, hvordan det skal være med jeres barn. Bliv på jeres egen banehalvdel og fortæl, hvad I gerne vil. Evt. at I bruger sundhedsplejersken og de officielle retningslinjer, og det holder I jer til, fordi I mener, at det er det bedste. Sig til svigermor, at det er ok, at hun mener noget andet.
Og så skal din mand på banen. Du skriver at han er ved at få ’spat at hele situationen’. Ja, for han står nemlig som en lus mellem to negle, for han elsker både sin kone og sin mor, og ved formentlig ikke sine levende råd. Men den går ikke i længden. Han bliver nødt til at tage fat om situationen og ikke overlade det til sin kone at klare skærene. Han må træde i karakter! Allerførst må I to finde ud af, hvordan I synes, jeres barn skal opdrages, og hvad I selv mener, er det bedste, og hvor meget og hvordan I gerne vil have de to hold bedsteforældre involveret.
En klog søn siger til sin mor, at han på alle måder gerne vil have, at hun er bedstemor og får et godt forhold til barnebarnet. Men han må også sige, at I to er blevet en familie, og at I er ved at finde ud af, hvordan det skal være. Og at I har brug for ro lige nu. Og ja, at hans kone søger mere over til sine egne forældre, fordi hun er følelsesmæssigt nærmere dem. Og at han godt kan forstå, at det er frustrerende for hende at skulle vente på, at der bliver mere åbent til barnet.
Og han kan fortælle, at I er godt og grundigt nervøse lige nu og ikke kan klare at blive mere usikre. Hvis I er i stand til at finde ud af hvad I kan ’tilbyde’ svigermor af kontakt med jeres barn, så er det et godt udgangspunkt.
Kunsten er at være tydelig på sin ’egen banehalvdel’, sige hvad man selv føler og vil. Og samtidig være åben over for, hvordan der er på den andens banehalvdel, så den anden bliver tydelig. Man skal altså være parat til selv at fortælle og også være parat til at lytte til den anden.
Det betyder ikke, at man opgiver sine egne behov, men at man i fællesskab taler sammen og kommer til en forståelse. Og det gøres allerbedst, når man ikke er træt, irriteret og vred. Så jeg vil anbefale, at din mand får sig en kop kaffe hos sin mor.
At han lytter til hende og hendes forståelige frustration over ikke at få fingre i guldklumpen lige nu, og at han derefter fortæller, hvordan I har det. Hvis du går med til mødet med svigermor, så lad din mand føre ordet. Hvis du ikke er sikker på, at du kan være så tilbagelænet, så blive hjemme og nus den lille.
De bedste hilsner fra
Marion Thorning
Konfliktmægler og sundhedsplejerske.