Hej Michelle
Når dine børn reagerer, som de gør, så handler det rigtig meget om, at de er utrygge og uforstående overfor mange af de ting, der sker omkring dem.
Når din datter tidligt spørger, om I skal være kærester, så er det måske hun har kunnet mærke noget, meget før I måske selv har været så bevidste om det. Og når hun spørger, så er det fordi børn forsøger at skabe overblik, og det gør de ved at stille spørgsmål åbent og konkrete, - og helt uden at tænke konsekvens, betydning af det der vil ske, etc..
De spørger ganske enkelt i et forsøg på at skabe mening, med det der sker.
I dine børns liv, der er sket flere store forandringer og den næste forandring er kommet, før den foregående forandring ligesom er fordøjet og faldet på plads.
De mange forandringer gør, at dine børn fortsat er usikre i deres hverdag. Selv om du sikkert har forsikret dem om, at du ikke rejser igen, så sidder usikkerheden endnu i dem. Hvor lang denne usikre periode vil være er ikke til at sige, kun tiden, og gentagelse af hverdagens rutiner vil være med til at skabe den sikkerhed, som de har brug for.
Det bedste du kan gøre er, at åbne armene og rumme dine børn i fuld udstrækning. Børn der klæber”, kurerer man bedst for ”klæben” ved at lade dem ”klæbe” alt det de har behov for. På et tidspunkt ebber det ud og børn, som man ikke lader ”klæbe” de ”klæber” i en meget længere periode sammenlignet med, hvis man ikke afviser dem, men rummer deres behov for tæt kontakt.
Det er et sundhedstegn, at dine børn aktivt søger dit nærvær og reagerer på alle de forandringer de har oplevet, frem for nogle børn, der bliver stille, nemme og indadvendte med deres usikkerhed.
Og så må I voksne være kærester og hygge jer, når børnene er hos deres far.
Men dine børn skal selvfølgelig ikke bestemme over Andreas. Set med deres øjne, så er han den, der tog dig væk fra dem, da I rejste og de kan være usikre på, om han kan gøre andre ting, der fjerner dig fra dem.
Som voksne skal I helt tydeligt fortælle dem, at Andreas jo også bor i huset, så han skal som voksen være med til at lave dagligdagsarbejde, som der er i en familie. Og snak om, at I alle fire skal hjælpe hinanden med at få hverdagen til at køre. Det kan være en idé, at I holder et lille møde, hvor I sidder sammen og snakker om, hvordan man kunne tænke sig, at det var at bo hjemme hos jer, både børn og voksne. Og I voksne kan sagtens lægge ud med snakke og Andreas kan eksempelvis sige, at han godt kunne tænke sig, at følge Natalie i børnehave, lave mad med hende, eller andre ting, som passer ind i den hverdag i lever.
Og gentag gerne mødet ved fx fast at holde et lille trivselsmøde hver lørdag eftermiddag, når I er sammen om lørdagene. I sådanne situationer fortæller børn nogle gange noget, hvor man som voksen erfarer, at der er noget, som de helt har misforstået, netop fordi de er børn og ikke begriber alt.
Håber I har fået lidt inspiration til at komme videre og I er velkomne til at skrive igen.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.