Hej
Jeg har Silas, der blev 2 år i november og Natalie på 5 år.
Deres far flyttede i februar for et år siden. Det har været med meget fredelig skilsmisse, og vi har været gode venner i hele processen, og er det stadigt. Vi har ungerne en uge hver, fra mandag til mandag, og det er dét der fungerer bedst for os! 🙂
I sommer, fik jeg så en ny kæreste (Andreas). Det er en mand, som jeg arbejder med. Vi var venner i starten og så udviklede det sig stille og roligt. Mine unger mødte ham, da vi stadig kun flirtede lidt, da ingen af os troede, at vi skulle finde sammen… (jeg var lige kommet ud af et langt forhold, og han var også lige gået fra sin kæreste)
Begge unger elskede ham, og vi brugte meget tid sammen med ham, når jeg havde ungerne.
Min datter (som er lidt gammelklog og meget dygtig sprogligt) havde tit spurgt, om Andreas og jeg, ikke skulle blive kærester, så han kunne bo med os. Vi vidste jo godt, at følelserne ikke altid hænger sammen med ordene, men valgte at fortælle hende det, en sommerdag på græsplænen. Hun blev glad, men der kom selvfølgelig en reaktion fra dem begge, i den følgende periode.
Efter et par måneder, kørte det hele egentligt på skinner. -Det skal siges at Natalie i forvejen er en meget følsom pige, som tænker rigtig meget, har antennerne ude og ikke helt forstår at sætte grænser for sig selv. Hun er ikke god til at “mærke efter” og hun kommer tit i karambolage, i hendes legerelationer. Deres far og jeg, får noget hjælp til, at hjælpe hende til at gøre hverdagen lidt lettere for hende…
Nå… i Januar bliver min kæreste og jeg inviteret til Cuba af Andreas´ forældre i 14 dage. Jeg synes at det var meget lang tid at være væk fra børnene, men efter nøje overvejelser, vælger jeg at tage imod sådan en enestående mulighed. Ungernes far havde børnene, i de 14 dage vi var væk.
Imens vi var væk, valgte faren at det nu var tid til at præsentere hans nye kæreste for dem. De havde der kendt hinanden i en måneds tid, så jeg synes det var hurtigt og måske lidt dårlig timet, men sådan blev det.
Der skete generelt mange ting i den periode, med fødselsdage, jul, nytår og meget skiften frem og tilbage med far og mor. Andreas flyttede også ind hos os, med resten af hans møbler osv. lige efter jul..
Efter vi kom hjem fra Cuba, har det været rigtig hårdt for både børnene og os. Jeg havde det egentligt fint mens vi var afsted. Men ungerne, især Natalie, havde savnet os rigtig meget. De har reageret ret voldsomt synes vi, og gør det stadigt.
I starten prøvede vi at efterleve deres ønsker, som bestod af, at det kun var mor der duede. Men for nylig fik vi nok, da Andreas nærmest ikke måtte tale, hjælpe eller andre ting med ungerne.
Vi bestemte os for, at Andreas skulle mere på banen, og at han måtte tage de kampe der måtte komme. Vi kan mærke at det har hjulpet lidt, især på Silas, som ellers hang på mig, så snart han så sit snit.
– Mit spørgsmål lyder på, om I har nogle gode råd og tanker, omkring hvordan vi får en mere “harmonisk” hverdag herhjemme, hvor både Andreas og jeg kan bruges.
Det skal måske siges, at de indtil videre, har taget rigtig godt imod deres fars nye kæreste, som nu er flyttet ind hos dem.
Det er hårdt for både Andreas og jeg, at de nærmest klistrer sig til mig, så snart andreas træder ind i rummet.
Håber I kan hjælpe mig. Beklager det laaaaange brev :s
Med venlig hilsen