Kære Vibeke Samberg
Vi har et problem, som fylder mere og mere i vores liv. Vores søn på 3 1/2 år kan ikke lide sin mormor for tiden.
Da han var baby elskede han sin mormor, men det sidste års tid er det gået ned ad bakke. Det er nået dertil at han direkte siger “jeg kan ikke lide min mormor”. “Mormor må ikke komme”, “mormor må ikke være med”.
Han vil ikke hilse, kramme, sidde på skødet el. lign. Vi forstår det ikke. Mormor er rigtig sød og vil ham så gerne. Hun har ofte passet ham tidligere uden problemer. For omkring et år siden var der dog en episode, hvor han skulle overnatte hos hende, og han blev så ked af det/savnede os så meget, at vi måtte hente ham igen.
Han refererer stadig til episoden: “mormor kunne ikke trøste mig”. Jeg har på fornemmelsen, at denne episode spiller en rolle, men ikke alene. Siden er han blevet passet af hende flere gange, bare et par timer midt på dagen, uden problemer. De leger fint. Men når vi dukker op, tager han afstand til hende igen. Hvis vi er sammen alle sammen i længere tid, fx en hele dag, kan han godt ende med at pjatte/lege med hende, mens vi er der.
Han er ellers en dreng i trivsel, meget godt sprog, trives i børnehaven etc.
Jeg har læst et sted, at børn skal have lov til at have nogen, de ikke kan lide, jeg synes bare det er SÅ
hårdt, når det er min egen, søde mor. Samtidig vil jeg gerne lære ham, at han skal behandle andre ordentligt og ikke skrige “NEJ” når de dukker op … men hvordan håndterer vi dette?
Indtil videre er jeg blevet synligt ked af det og siger, han skal være sød ved mormor. Mormor er af natur en lidt distræt, usikker type, måske er det dette, han reagerer på – men vi kan jo ikke lave hende om.
Alt dette påvirker os alle rigtig meget (vi er sammen ca. hver 14. dag). Glæder mig meget til at læse dit bud på, hvordan vi håndterer dette.
Venlig hilsen