Mål fugtigheden
Hygrometret måler den relative fugtighed i rummet. Tallet angives i procent, og er et udtryk for, hvor stort vandindholdet er i luften. Den relative luftfugtighed er afhængig af rummets temperatur. Varm luft kan indeholde mere vand end kold luft, hvilket man fx selv kan erfare ved, at man om sommeren, når det er meget varmt, kan være plaget af en meget fugtig luft, der giver en fugtig hud, mens man om vinteren, hvor luften er meget tør, har en tør hud.
Om vinteren føles en relativ luftfugtighed på 45 % og derunder behagelig, og risikoen for fugtskader på boligen mindskes. Om sommeren når det er varmt og fugtigt udenfor, kan luftfugtigheden godt snige sig op på 65 %, hvilket opleves som meget ubehageligt.
Ved køb af et nyt hygrometer, skal man begynde med at kalibrere (nulstille) det. Læs brugsanvisningen, der følger med.
Meget fugt i boligen kan give anledning til skimmelsvamp, som er skadeligt for helbredet. Derfor er det – uanset luftfugtighed – meget væsentligt at lufte ud med gennemtræk 5 minutter 2-3 gange hver dag.