Hej Lunas mor og far
Det problem I beskriver, kender langt de fleste forældre til i en eller anden udstrækning. Luna forsøger at begribe verden og i den proces forsøger hun også, at få forstand på, hvor meget hun kan bestemme.
Og det at barnet forsøger at udkonkurrere den ene forælder, det er også noget, som er beskrevet langt tilbage, som værende en del af en helt normal udvikling. Det passer også fint sammen med, at når mor ikke er hjemme, så accepterer Luna uden problemer, at det er far, der er der og gør alt for hende.
Hvis far skal mere på banen, så er det jer forældre, der skal vise og fortælle Luna, at det har I bestemt, at sådan skal det være. I skal kunne rumme hendes protester, for nu har hun lige erfaret, at hun kan bestemme og så kommer I og laver om på det. Hun skal lige have lov til at protestere, men virker I overbevisende om, at I har taget den rigtige beslutnng, så vil hun heller ikke protestere så længe.
Kunsten er, at I ikke er eftergivende, når hun protesterer over, at hun ikke længere kan bestemme. Hold fast i, at som I forældre har aftalt, at nu hjælper I hende ved, at I bestemmer. For det er det, I gør. Det er jo et stort arbejde for en 2-årig, at være den der bestemmer, hvem der skal hjælpe en og hvem der ikke skal.
Det kan være lidt grænseoverskridende for en, hvis man betragter sig selv som en demokratisk forælder, der gerne vil give sit barn lov til at være med til at bestemme. Men små børn skal generelt ikke bestemme så meget og have så mange valg. Det er noget, som de med alderen skal have mere og mere af, men man skal starte med et mindre afgrænset område og herunder er ikke, hvem der skal putte en, når man er to år.
Erfaringen viser, at børn trives godt, når de har tydelige voksne, der bestemmer.
Held og lykke med at få far mere på banen.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.