Kære Bekymrede mor!
Jeg kan godt forstå din bekymring, men heldigvis er der længe til maj 2012. Så hans problem skal meget gerne være løst inden da.
Jeg synes det er væsentligt at dele problemstillingen i 3 step.
1. Din søn er forstoppet – jeg ved ikke om det er klaret, men det bliver meget let en del af problemkomplekset. Hård mave og forstoppelse giver ubehag i maven og samtidig smerter, når din søn skal have afføring. Det får ham til at ”holde imod” og udskyde toiletbesøget eller vente til det går helt af sig selv i bukserne eller bleen, når han ikke kan holde imod længere. Og så kan han jo ikke nå det.
Det fremgår ikke helt klart af dit spørgsmål, om din søn er ovre sin forstoppelse eller hvad. Jeg vil anbefale jer under alle omstændigheder at I giver ham fiberrig mad (masser af rugbrød og andet brød med kerner i, løg, kål af alle slags (blomkål, broccoli, hvidkål, sommerkål osv.), rå gulerødder, agurker, majs, masser af rå æbler, pærer, blommer, abrikoser). Masser af vand at drikke og masser af motion – så her er det super at han løber og leger i skoven!
Med den rigtige kost (og måske et afføringsmiddel som han måske får nu for forstoppelsen?), rigeligt at drikke og masser af bevægelse, ja så vil han helt naturligt får mere afføring. I kan evt. give ham et lille drys af tørrede abrikoser, figner og svedsker på fx A38 eller andet surmælksprodukt, hvis han kan lide det. I kan også bare give ha de tørrede frugter i en skål evt. Sammen med lidt hasselnødder. Det vil også hjælpe hans tarme til at blive livligere.
2. Når jeres søn får en kost som virker befordrende på hans tarme og peristaltik (bevægelserne i tarmen), så kan I indføre en fast toilettid hver dag. Det kan fx være når han er kommet hjem fra børnehave og har fået lidt mad og drikke – eller det kan være om morgenen efter morgenmaden – og alligevel med god tid til at sidde på toilettet for at gøre ”stort”. Han skal simpelthen 1 gang i døgnet på toilettet, hvor han har afføring. Det er ikke noget som er til diskussion og både han selv og hans fordøjelse, skal få lært den rytme. I må forklare ham, at kroppen skal af med al den mad. Og at I hjælper ham til at det skal ske hver dag.
Jeg tænker at han er genert i børnehaven og måske ikke har tiden til at koncentrere sig om at komme rigtig på WC. I nogle børnehaver er der heller ikke ”privatliv nok”, så det kan også have været en del af problemet. Og det kan også være sådan i både skole og SFO, så derfor ideen med at få toiletbesøget med afføring overstået hjemme og på et fast tidspunkt hver dag.
3. Jeg tænker at I skal stoppe og spørge ham om ”han skal gøre stort”. Når et barn har forstoppelse så kan han mange gange mærke impulser til at skulle på toilettet, men dem overhører han sikkert, fordi det er ubehageligt. På den måde bliver det sværere for ham at reagerer når det er ”nu”. Så i en periode er det jer som regulerer med fast toilettid. Det kan være at I skal forsøge både morgen og aften, indtil det rigtige tidspunkt er fundet. Så lige nu er det jer, der styrer hans toiletbesøg, indtil det har fundet en rytme.
Det er helt sikkert en god ide, om I drøfter problemerne med de voksne som er omkring ham i løbet af dagen. Så de ved hvad I gør derhjemme, og hvad de forventer af jer.
I må meget gerne melde tilbage, om hvordan det går med det hele. Heldigvis er der længe til maj 2012.
Jeg synes i øvrigt at I skal konsultere jeres praktiserende læge, hvis forstoppelsen bliver ved med at drille.
Med venlig hilsen
Else Guldager
Sundhedsplejerske PhD