Hej Ahmet Demir.
Jeg skriver på vegne af mine bonus drenge på 9 og 4 år.
Vi har mine bonus drenge hver anden weekend. Når vi henter drengene, er de altid mega-glade og kan ikke vente med at komme hjem til os, og de snakker som et vandfald.
Men sidst vi hentede dem, fortalte den lille på 4 år, at hans mor havde taget fat i ham og smidt ham på værelset, fordi han ville diskutere med hende. Han gik så ud fra værelset igen, og siger ”Du gider ikke at lytte til mig”, og hvor hun så smider ham ind på værelset igen. Men denne gang låser hun hans dør, hvor han så regerer med at sparke og slå på døren og græder, hvor han så til sidst kravler ud ad vinduet og går ind af terrassedøren. Hun bliver så igen meget sur på ham og river ham hele vejen ind på hans værelse og låser døren igen. Det har vi selvfølgelig snakket med den stor på 9 år om, som fortæller, at det har han også prøvet flere gange. Vi bliver som far og bonus mor meget kede af at høre sådan noget, og vi ved ikke, hvordan vi skal reagere på det.
Den stor på 9 år har autisme og bliver nemt ked af det og frustreret. Den lille har ikke haft de samme slemme måder at reagere på. Men gennem det sidste stykke tid har han reageret meget uhensigtsmæssigt og slået og sparket på ting, når han er blevet ked af det. Og han er blevet sur og har slået storebror, hvis han ikke må være med i hans lege. Han gemmer sig tit og vil ikke vise, hvis han bliver ked af det.
Deres mor har en dysfunktionel personlighedsforstyrrelse og hun tager alt som kritik. Vi kan ikke snakke med hende om, at det ikke er okay at låse en af drengene inde, når hun ikke magter at tage en diskussion med dem. Vi har været så langt ude, at vi har snakket om at søge bopælene på drengene, men vi er også på sammen tid meget nervøse for at lave så stor et skift og er bange for den måde, hun vil reagere på ved sådan en snak.
Nervøs bonusmor.