Kære Else.
Så er jeg på banen igen med et par spørgsmål om vores dejlige dreng på fire og pige på tre.
Vores store dreng har taget et gevaldigt spring ind i den fire års fantastiske verden med spørgsmål om død og fødsel, hvilket jo er fascinerende.
”Mor hvordan bliver man død? Kommer man så ikke hjem igen?” ”Jeg vil gerne blive en far. Når jeg bliver far, bliver I så lille?” Han har spurgt om babyer og hvordan han er kommet til verden fra han var 3,5 år. Han er en nysgerrig dreng, som gerne vil udenfor, og gerne hele tiden. Vi spiser ude, går tidligt ud. Det er lige før han er ude før han tisset, spist morgenmad og er kommet i tøjet.
Han vil gerne bruge sin krop, og cykler, klatre i klatrestativ, hopper ned, og indgår i leg med andre. Han er god til at få venner, og komme med sit input til leg, og er rigtig begyndt på rollelege. Han kan have brug for at trække sig, og gå med en voksen i hånden en gang imellem oppe i børnehaven. Han er god til at hjælpe og elsker at få en opgave med at klippe grene over eller samle cykler sammen.
Men mit spørgsmål er, at vi også oplever de frustrationer, der også følger med denne tid. At han bider, kradser, hiver i håret på både mig, sin far, lillesøster og af og til også de andre børn. Han og en anden dreng havde lukket vores datter inde i skuret med cykler, og det synes hun selvfølgelig ikke om. Hun blev ked af det, og de havde en snak med drengene om, at det ikke er i orden. Han og hans bedste ven kan også godt finde på at bygge hule med stole oppe på bordet som de så kravler op på. Han er ved at lægge det forsigtighed, som altid har fulgt ham, og det er selvfølgelig dejligt at han tør lidt mere nu.
Men det er spørgsmålet om hvordan vi bedst tackler hans biden og kradsen i de forskellige situationer. Både med de kontrollere anfald, i leg og fortvivles anfaldene, som han stadig får.
Han er en dejlig dreng der fortjener det bedste, men føler det er løbet lidt af sporet, også fordi lillesøster følger ham, og stikker han af, gør hun også. Han bider og kradser hiver i håret og opfordrer også lillesøster til at gøre det samme. Og sidder hun ved mig, har hun fat i håret med det samme, når jeg fjerner dens ene hånd, har den anden fast, og der går meget tid med at komme fri og rejse mig op. Og jeg er altid bange for en af dem falder ned og slår sig, fordi de ikke vil give slip på håret. Men der kan gå minutter med at komme fri, og det er en træls situation, for det er som at sige, at det er ok at rive i håret, og mor synes det er sjov. Rejser jeg mig for hurtigt, er der en af dem, der er ved at falde ned.
I dag var vi inde og se på gummistøvler og en gave til en ven fra børnehave, men min dreng ville ikke være med til at vælge, han legede. Det var en prøve på, hvordan det gik, og det gik ikke helt så godt. Jeg måtte fange den mindste og sætte hende ud i bilen, før jeg var inde at hente den store. Og min lille pige græd og ville i hvert fald ikke sidde i autostol eller spændes fast, og græd så hjertenskærende, at det gjorde ondt at skulle ind og hente den store. Men jeg bryder mig heller ikke om at efterlade den ene for at sætte den ene i bilen for at gå ind og hente den anden, og lade den ene sidde i bilen. Men ellers havde jeg skulle rundt i butikken igen og igen. Jeg ville skulle bære dem begge på en gang, og de ville stritte imod, selv om jeg er meget bestemt.
Er også kommet til at hive min store væk fra nogen jordbær, han ville smage, så han var ved at falde. Og det føles næsten som at slå ham, men hurtig på reflekserne er han. Især når jeg har min datter på armen. Hjælp, for jeg vil gerne tilbage på sporet, hvor det var de positive anvisninger som styrrede hverdagen. Prøver at give ham nærhed og anderkende ham og lytte til alle hans historier.
I dag var det om en ko der kunne kravle i træer baglæns op. Og han elsker at blive spurgt om vrøvleting. Kan hesten stå på et ben? Osv.
Min yngste er lige startet i børnehaven, og de går på hver deres stue. Hun leger meget med en pige og også et par andre. Men hun afbryder leg, for at lege med sin storebror, hvis han kalder på hende.
Håber de med tiden selvfølgelig får deres egne venner og alligevel vil nyde hinandens selskab, når lysten er der. Men også at de ville lade være med at slå og kalde hinanden dum og ulækker.
På forhånd tak.
Mange hilsner en bekymret mor,