Hej Farmor Annette.
Allerførst tillykke med barnebarnet.
Tak for dit spørgsmål om hvordan det er for dig at være ”ny farmor”.
Det er meget klogt af dig, at du holder igen med at komme med "gode råd". For din søn fortæller dig tydeligt, at det skal du lade være med. Fx kommentere at dit barnebarn sutter på hans finger - han har vasket sin finger, og mener, det er helt forsvarligt, det han gør.
Situationen kan du måske bruge til at blive klogere på din rolle.
Jeg er overbevist om, at du udelukkende vil dit barnebarn det bedste. Og jeg er også helt sikker på, at det vil din søn og svigerdatter også. Det nye, du skal lære i en fart, handler om rollefordelingen. Hvem har ansvar for hvad?
Det er indlysende, at din søn og svigerdatter har ansvaret. Og du er farmor, og ikke den, der bestemmer, hvad dit barnebarn skal.
Men du er ved at blande dig i noget, du bør afholde dig fra. Og der sker to ting, når du blander dig. 1) Du fortæller indirekte de nye forældre, at de er på afveje. 2) Det fremstår som om du ikke stoler på din de nye forældres dømmekraft.
Lige nu aner du ikke hvad du skal gøre, for sæt nu at dit barnebarn tager skade? (Fx får en alvorlig infektion, fordi far har snavs på fingeren, som dit barnebarn sutter på).
Du har brug for at vænne dig til din nye rolle. Og det vigtigste, du kan gøre er at læne dig roligt tilbage og lade være med at blande dig i forhold, som ikke angår dig.
Du har sikkert lyst til at være en aktiv farmor. Men hvis du vil vise respekt for din søn og svigerdatters forældreskab, så skal du holde dig fra at tro, du er den, der ved bedst. Det vil kun skabe konflikter, vrede og sårede følelser.
Du kan være åben for at komme med dine erfaringer og meninger, hvis du bliver spurgt. Det kan du eksempelvis sige til de unge forældre. Og du kan tænke på, at der er SÅ mange måder at være gode forældre på. Det bliver dejligt for dig at se, hvilke forældre din søn og svigerdatter udvikler sig til.
Jeg håber for dig, at I får et rigtig godt forhold til hinanden.
Held og lykke med det.
De bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.