Kære Else
Jeg har skrevet før, og som før beskrevet, så er vi 4 i familien. En pige på 7 år og en dreng på 8 år og far og mor, og som før skrevet, så har vores yngste været udsat for en overgreb af sin den gang 13 årig fætter for 1 ½ år siden, hvor vores den store overværede det.
Alt i alt syntes jeg begge børn er kommet okay videre, og vi ser ikke deres fætter så tit, og selvfølgelig altid under opsyn.
Vores pige på 7 år, er en udadvendt pige, der elsker legeaftaler og som godt kunne lege med mange fra klassen. Hun har en god veninde, som hun skal til at gå til gymnastik sammen med og de leger meget sammen. Af og til har jeg tænkt, at det var lidt for meget af det gode, og at vi også skulle have inddraget flere af de andre piger, og det gør vi også en gang imellem.
Vores datter er begyndt i 1. klasse, og mit indtryk er, at det går fint. Hun er på i skolen og snakker meget. En lærer mødte hende og vores søn, og hun syntes ikke han fik et ord indført, for datteren snakkede og snakkede og snakkede. Og ja, hun har haft lidt svært ved at være stille. Min opfattelse var lidt, at hendes gamle lærer var træt af hende, og at hun fyldte for meget i timerne.
Herhjemme fylder hun ikke så meget. Jeg kan nogle gange blive i tvivl om, hvad hun Laver. Og om hun er der … For hun leger, eller beskæftiger sig med andre ting. Det er meget min søn der er på herhjemme.
Vores søn har sine udfordringer. Han virker sensitiv og fungere bedst i mindre grupper eller en til en. Han fylder meget herhjemme, vil have opmærksomhed, snakker meget højt og hiver tit i mig, hvis jeg er ved at lave noget med lillesøster. Han fokuserer ikke så længe af gangen, og han taber hurtigt interessen for specielt lektier. Det tager gerne 1 time eller mere med pauser at få ham til at lave sine ting. I klassen er han fint med i matematik, men det kniber med dansk, og han får ekstra undervisning, hvilket han nok skal fortælle mig, at han ikke vil. Jeg kan ikke bare sende ham på et kursus på skolen, uden at have spurgt ham. Og han vil bestemt ikke.
Når alt kommer til alt, så går han selvfølgelig med læreren og er sød, imødekomme og gør virkelig sit bedste for at få noget ud af undervisningen, men det falder ham ikke let. Han går i 2. klasse og jeg begynder at kunne se at hans lillesøster indhenter ham, hvilket selvfølgelig gør ondt.
I skolen er han stille og lader sig nemt forstyrre af uro i klassen. Han laver ikke selv uro, eller løber rundt, men han går nemt i stå og skal have hjælp til fokus og holdes i gang med opgaven. Han spørger nogle gange om hjælp, men ellers sidder han og kigger lidt rundt på de andre eller i bogen, uden at lave noget.
Hans nye klasselærer siger, det virker som om han ikke fanger/hører hvad der bliver gennemgået på tavlen, men når hun har ham på enmandshånd går det fint.
Når jeg skal lave lektier med ham, er det nemmest at dele det meget op, og det tager meget af hans energi. Så har vi tit bøgerne slået op i et par timer, hvor han går til og fra, men det tager meget på tid og energi, at det ikke bare kan laves af en eller to omgange. Så vi kan pakkede et væk og lave noget andet. Det hænger over hovedet meste af eftermiddagen.
Jeg kan godt frygte, at han måske bliver forbigået af de andre i klassen, når han ikke rigtig får leget med dem hjemme, udenfor skolen. Det er næsten altid mig, der søger for, at han har legeaftaler, det er ikke en anden forælder, der spørger. Det var bedre i børnehaven, hvor han også tit kom løbende med et ”kan vi lege i dag”.
Hans lillesøster er stik modsat, og han kan næsten blive gal, og frustreret, hvis hun skal have en med hjem, for de larmer og forstyrrer ham. Nogle gange kan han godt lege lidt med dem, eller acceptere at hun har en med hjem. Men det kan også ende i en frustreret dreng, der bare er træt af, at de skal være hos os. Derfor har hun også af og til legeaftaler med andre hjemme ved dem, så vi undgår en tilspidset situation, hvor hans far bliver sur og må holde ham, og vores dreng skriger og græder.
Min søn spiser ikke morgenmad og har aldrig rigtig gjort det. Madpakken rører han meget lidt af. Tit kommer han hjem med et meste og har kun fået en gnavebolle fra kantinen og en banan. Han rører ikke rugbrød herhjemme. Jeg kan af og til få ham til at spise frugt ved at have skåret noget, inden jeg henter. Men tit står det også urørt, og det bliver til meget udsmidning af frugt. Aftensmaden rører han heller ikke rigtig, det er mest, hvis det er risengrød, millionbøf og spaghetti, og koldskål. Han kan godt lide kakao og slik, og kage, men det er heller ikke det han rører mest af, og det skal være de samme ting i slikposen, ellers er det ikke sikkert den går. Før spiste han rugbrød med makrel og leverpostej eller bare smør og agurk, kartofler, forskelligt oksekød og bøf. Og han er med til at lave mad en gang om ugen, som sin lillesøster også er, men det fremmer ikke lysten til at spise mere. Han smager på det, og er måske bedre til at give ny mad en chance end lillesøsteren, men en mundfuld eller to, så er vi der, hvor trækker han sig.
Er vi ude hos andre, er det lidt af et mareridt. For alle har en kommentar til alt. Hans farfar, farmor, vores venner, det er svært, at folk ikke kan lade ham være, uden at de skal kommentere på alt muligt. Han har været med ude og besøge en af mine mostre i sommerferien og det startede fint med at han satte sig op og var meget høflig og svarede pænt nej tak til smør på sin bolle. Han ville ikke smage nogen af kagerne, men til sidst blev han sur og vred, fordi der var ikke noget at lave for ham, også var det ikke sjovt for ham at være der. Det samme skete nede ved hans farmor og farfar, for det var kedeligt, og han kunne ikke lide rugbrød, eller maden.
Han har været rundt om sundhedsplejersken i 0 klasse, og hun syntes, han var meget på. Det var som om han hele tiden skulle vide hvad det var til, og det var for noget. Hun kunne ikke fastholde hans fokus, og det var som om han ikke kunne finde ro, men opfangede eller stimuleringer, der var, og det er også det indtryk jeg har herhjemme. Jeg føler tit hans hoved er overstimuleret, og han ikke har overskud til ret meget, og så er det som om han ikke kan være i sin egen krop, også med det at vi ikke ret tit er nogen steder.
Jeg er selvfølgelig bekymret for, at der ligger mere under overfladen? Er han ordblind? Er der andet der driller ham? På hans fars side er der depression, kan det have en betydning? På min side har der været/er der stress? Jeg er selv været anbragt, da mine forældre havde manglende ressourcer, sandsynligvis en kromosomdefekt i x kromosomet, kan han have arvet det?
Vi har tit brugt tid, når der er overskud i legeland, legepladser, cyklet, malet tegnet og lavet perleplader, bygget huler og hvad der nu ellers er af ting, og det nyder han. Nogle gange er det kun min yngste jeg kan få med, og så kommer han lidt senere og vil gerne alligevel. Vi camperer, og han går til spejder og familiesvømning. Hans lillesøster går også til spejder, familiesvømning og gymnastik, hvor han er træt af, at vi skal køre hende.
Men først og fremmest hvad gør jeg? Skal han udredes, skal vi vente og lade tiden arbejde for os og ham? Eller skal der andet til. For det meste er han er glad og veltilpas dreng, der bare gerne vil være hjemme. Specielt i weekender og ferier.