Kære Bente.
Jeg skriver til dig i vildrede! Min søn på 4 1/2 år har en vrede i sig som jeg ikke har oplevet lignende før! Der skal ingenting til at tænde ham af, og når dét sker, så er der ingen kontakt til ham. Når han bliver vred stivner han i hele kroppen, knurrer som en hund og ansigtet krøller nærmest sammen. Nogle gange kan han finde på at sige:” Det skal du få betalt” eller “Jeg slår dig ihjel” Sidstnævnte er for mig meget stærke ord for et barn i hans alder og er ikke sikker på, at han egentlig ved hvad han siger?!
Nogle gange har jeg under de her vredesudbrud tvunget ham ind i min favn og krammet ham og talt beroligende til ham. Andre gange har hans far og jeg ladet ham være uden at forlade ham og andre gange har vi i ren frustration tvunget tøj på ham om morgenen hvor han har meldt ud, at han ikke vil i børnehave. Jeg vil gerne pointere, at det ikke er noget vi er stolte af, men det har stået på så længe, at det er gået hen og er blevet reglen frem for undtagelsen for os. Det er ikke mindst frustrerende at blive skreget i ansigtet lige fra morgenstunden…
Men det er ikke skidt alt sammen!! De gode morgener uden skrig og raseri forekommer dog en gang i mellem og dem lever vi højt på!
Der har været en psykolog til observation i hans børnehave, da farvelsituationerne, hvad kan man sige, enten fortsætter i bilen på vej til BH eller starter der. Psykologen foreslog os, at der skal stå en pædagog klar til at tage imod ham hver morgen i en måned, altså på både gode og knap så gode dage. Den måned er nu gået men vi fortsætter forslaget da det for det meste er nødvendigt.
Jeg håber, at du har et godt råd til os og gerne et forslag til, hvordan vi skal opføre os under hans vredesudbrud: Hvordan når vi ind til ham og/eller hvordan afværger vi et vredesudbrud?
På forhånd tak!
Med venlig hilsen