Hej Else!
Jeg er er en fraskilt far til en dejlig dreng på 4,5 år. Hans mor og jeg kommer rigtig godt ud af det sammen. Vi kører en 9/5 ordning, hvor han har størstedelen hos sin mor. Sammen laver vi også udflugter, og det lader til, han kan finde ud af, at mor og far godt kan ses på denne måde. Han har lige været på ferie med sin mor og storebror på 12 år (som har en anden far), og de har rigtig hygget sig. Nu fik jeg så min dreng hjem i går, og vi skal på cykel/telttur de næste par uger, hvilket han glæder sig til.
Men i går da han skulle afleveres, blev han så ulykkelig og græd og sagde, han ville hjem til sin mor og ikke ville være sammen med mig. Jeg forstår ham, og har aldrig taget det personligt, når han bare hellere vil være hos sin mor.
Jeg er der altid for ham, og vi har et tæt forhold ellers. Efter en god nattesøvn er han faldet til ro og virker, som han nu har accepteret situationen. Han glæder sig til vi skal på ferie. Men spørgsmålet går på, om vi handler rigtigt, altså at han bliver hos mig, selvom han var dybt ulykkelig i 3 timer. Eller vi skal gi´ efter, og han kommer hjem til sin mor igen, uden ferie og tid med sin far.
Føler han sig svigtet af sin mor, når hun aflevere ham, og han ikke kan komme med hjem og kan han få traumer over det. Vi fortæller ham, hvor meget vi elsker ham og, at selvfølgelig kommer hjem snart igen, men han er meget morsyg. Vi har begge været i tvivl om, hvordan vi skulle handle, derfor skriver jeg i håb om gode råd.
De bedste hilsner
fra en bekymret far