Kære Panel
Jeg skriver, da jeg er urolig for min yngste barn på 15 mdr.
Vi har været igennem en længere turbulent periode. Faderen til mit barn har i den tid siden han blev født (marts 2011) været syg indenfor det psykiatriske område. Faderen har førhen haft depressive perioder, hvor jeg har kunnet tage mig af vores store pige, hvilket har fungeret fint.
Men efter lillebror er kommet, blev stressniveauet bare for højt og muligheden for at “trække” sig mindre.
Det har været en super hårdt periode for alle, men jeg skal dog sige, at vi har fået et super godt indtryk af det offentlige system. Det har fungeret for os. Men det ender med en skilsmisse, da jeg føler, at jeg må passe på os alle.
Faderen, så han kan få mulighed for at trække sig, børnene der er ved at være temmelig påvirket over faderens tilstand og den usikkerhed, der følger i kølvandet og bestemt også for min egen skyld, da jeg havde det fulde ansvar for alle og kunne mærke, at hvis jeg skulle kunne være der for børnene, så blev jeg nødt til at gøre noget.
Men lillebror har egentlig reageret ok på det. Men min bekymring går på, at han i forskellige situationer har virket helt apatisk og ikke vidst hvad han skulle stille op. Første gang var kort efter faderen var flyttet, hvor farmor kommer på besøg.
Han står bare og kigger tomt ud i luften med armene hængende ned af siden. Det skete igen herefter ca. 2 mdr., hvor faderen ikke har boet her, hvor det nu var mormor og morfar, der kom på besøg.
Han havde ikke set dem et stykke tid, men igen tomt i blikket og armene hængende. Jeg har forespurgt mig i dagplejen og hun har ikke set ham reagerer på denne måde og ellers, så er han en super glad dreng og udvikler sig normalt.
Jeg er meget påpasselig med, at de ikke oplever for mange relationsskift i denne periode. Det har været nemmere med storesøster. Hende har jeg kunne tale med og hun har en rimelig fornemmelse og forståelse for, at far ikke bor her. Det har da været sværere med lillebror.
Er der noget helt specifikt eller en måde hvorpå jeg kan hjælpe lillebror? Selvfølgelig er det normalt, at de skal have lov at reagere, men det virker bare så uhyggelig, når han bare står der. Det er kortvarigt, men det er mig, der skal hjælpe ham ud af tilstandene. Han græder ikke, men er bare passiv…