Kære mor
Det er altid rigtig svært, når man som forældre er helt forskellige og har hver sin måde at gøre tingene på.
Da det er dig, der har hovedansvaret, vil du også gerne lægge niveauet for, hvordan din søn skal opdrages. Men der er nok ingen vej udenom, at du begynder at acceptere, at du ikke har nogen – eller kun ringe – indflydelse på, hvad dit barns far gør.
Jeg vil tro, at det allerbedste du kan gøre er at holde så god en kontakt med ham som muligt. For det er den måde at I bedst kan koordinere jeres forskelligheder.
Hvis du bliver alt for irettesættende over for ham, vi han måske trække sig tilbage, og så kan de ende med, at du slet ikke får noget at vide ud over gennem din søn, og det vil være stor skade. Altså hold den gode kontakt.
Noget andet er, at du kan tænke igennem, hvor det er du syns, det er absolut nødvendigt at sætte hælene i. Drikkeri er et godt område at være fast omkring. Og glem så alle detaljerne. De sure sokker skader ikke barnet eller det manglende bad. Der er en masse, som man selv gør, som bare handler om normer, man selv har og som man godt kan slippe, uden det skader barnet.
De næste par år vil din søn måske indimellem være lidt forvirret over, at der er en forskel på at være hos far og hos mor. Men han vil også langsomt finde ud af, at man godt kan leve med, at det ikke er ens.
Når du bliver frustreret over det, så tal med dine venner eller familie om det. Det bedste er at holde dig fra at lufte din frustration over for barnet, for det vil kun gøre ham ked af det. Børn elsker begge deres forældre, også selv om de er vidt forskellige, og det skal de have lov til.
Mange venlige hilsner
Marion Thorning
Sundhedsplejerske og konfliktmægler