Kære Marion
Jeg skriver angående mit barns far. Min søn er 3,5, en meget livlig, glad og velfungerende dreng.
Jeg flyttede fra hans far, da vores søn var 1 måned. Det første halvandet år så de hinanden jævnligt, men far havde aldrig ansvaret alene for vores søn, da vi havde fælles samvær, og jeg ikke vurderede, at han var i stand til at have ansvaret alene (Han drak meget det første halve år, skiftede ikke vores søn, før han var 4 måneder gammel, og satte sig ikke ned til ham på gulvet, når han kom på besøg, før jeg foreslog det, altså manglede i min optik de allermest intuitive impulser i forhold til et lille barn).
Fra vores søn var halvandet, overnattede han hos sin far 2 gange om ugen, men stadig tilbragte vi en del tid sammen, sådan at deres tid alene var begrænset.
Fra vores søn var ca. 2, 5 har de haft mere tid alene, da det gik op for mig, at al den fælles tid ikke var gunstig for os (jeg havde alt for meget ansvar, og far blev fastholdt i en meget passiv rolle, og så skulle vi jo hver især videre).
Så i et år har far nu haft en hel ugentlig weekend-dag med sin søn. Ofte er der dog noget af fars familie til stede på denne dag. Min bekymring går på, at jeg oplever far som meget svag. Jeg oplever, at han skal vejledes i mange praktiske ting, og at han ikke er så god til at følge op på aftaler.
Eksempel: Jeg beder far om, at vi systematisk lærer vores søn at kigge sig for, hver gang han går over vejen. Jeg holder fast i dette som en ufravigelig regel, og det gør, at han cykler i trafikken, og at jeg føler mig helt tryg med de klare aftaler, vi har, om at han altid stopper ved et kryds.
Sammen med far er det ikke så stringent. Derfor har jeg nogle kampe med vores søn, når han har været hos far, hvor jeg skal bruge energi på at gøre det klart for ham, at jeg mener det, når jeg beder ham stoppe og kigge hver gang.
Så siger han pludselig, at jeg kan kigge for ham, for det tilbyder far. (Far har, som jeg oplever det, ikke sans for den pædagogiske kvalitet i, at drengen selv har ansvaret for den opgave). Han får lov at køre over uden at kigge, og far holder ikke fast i reglerne.
Når jeg anmoder far om, at vi holder fast i nogle regler, anerkender han min idé, men følger ikke op på det. Og han kommer ikke selv med forslag til rammer og løsningsforslag. Far tager ikke initiativ til særligt meget. Vores søn smed bleen sammen med mig, mens far var ude at rejse.
Far synes det er synd, at drengen ikke må få sin sut på nær, når han skal sove (en regel, jeg indførte, et par måneder før han fyldte 3). Vi har en stærk dreng, og hans meget indsigtsfulde pædagog, der møder ham meget kærligt, har anbefalet os, at vi ikke giver ham mulighed for forhandling.
Fars nej’er er imidlertid altid bøjelige, og når vore søn har været hos far, kan jeg mærke, at han forhandler og bruger energi på at plage i håbet om, at jeg giver mig, hvilket jeg imidlertid ikke gør, da jeg har erfaret, at det giver en vældig ro og tryghed, at han ved, han kan stole på, at jeg holder fast i både nej’er (som jeg bestræber mig på skal være hensigtsmæssige) og ja’er (som der gerne skulle være flest af).
Nu kan det godt komme til at lyde som om, det er en militærlejr hjemme hos mig, det er det imidlertid ikke. Vi morer os meget. Jeg skælder aldrig ud (Det gør far i øvrigt heller aldrig). Og jeg oplever, at han er rolig og god at kommunikere med, når mine udmeldinger er klare.
Mit spørgsmål går på min frustration over kontakten med hans far. Jeg har meget svært ved at respektere ham, idet jeg ikke oplever, at han udviser bevidst og konsekvent adfærd, og i øvrigt kommunikerer meget sparsomt.
Dette fører til, at jeg ofte føler, jeg må give ham anvisninger om dette og hint, lige fra hygiejne til mad og opdragelse. (Far giver ham aldrig bad, og når jeg anmoder om, at drengen får rent tøj på hver dag, svarer han undvigende, og kan sagtens finde på at give ham sure sokker på, hvilket naturligvis er en detalje i forhold til tryghed og sikkerhed i trafikken eksempelvis).
Mit problem er, at jeg kommer til at fremstå meget dominerende og irettesættende overfor far, fordi han i min optik ganske enkelt ikke leverer varen. Hvordan kommer vi ud af denne dårlige dynamik, så jeg ikke viser min søn, at jeg ikke har respekt for hans far?
Det skal måske tilføjes, at far har haft mange misbrugsproblemer, er kæderyger og drikker en del. Dog er han helt på det rene med, at der ikke drikkes, når han har ansvaret for vores søn. Dette tilføjer jeg blot for at pege på, at far ikke særlig godt kender nej’et i sin egen verden.
Jeg håber, du på baggrund af denne lille fortælling kan komme med nogle indspark.
De bedste hilsener