Hej fagpanel
Jeg går ind imellem og tænker på, om jeg er helt vel, når jeg går og føler mig helt “forelsket” i min lille datter på 4 md. Hun er bare min store lykke og jeg elsker at være sammen med hende. Ikke sådan at jeg hænger op af hende hele tiden.
Jeg er alene med hende, så jeg er også nødt til at lægge hende fra mig meget af tiden, så jeg kan få lavet noget praktisk. Så ligger hun som regel i kravlegården og leger med noget legetøj og pludrer højt, mens jeg går og vasker op eller laver mad og smiler af hendes lyde.
Jeg har ikke været så lykkelig i mange år, som jeg kan føle mig sammen med hende. Er lykkelig over at have fået hende og at hun er i mit liv og jeg næsten ikke styre mig nogle gange i lysten til at kysse og nusse hende og få hende til at grine. Det er der jo nok ikke noget unormalt i, tænker jeg, men jeg kan godt have det sådan, at jeg ligefrem savner hende, når hun sover og slet ikke gider lave noget, men har mest lyst til gå ind til hende i soveværelset og sove også. Hun sover i sin vugge om natten, så vi deler ikke seng, men hun er da i nærheden.
Det er egentlig lidt underligt, for jeg kan samtidig blive lidt irriteret, især i dagtimerne, hvis hun afbryder mig i mine gøremål, fx hvis hun vågner grædende fra sin søvn, før hun burde, eller kræver
opmærksomhed på anden vis, når jeg er midt i noget. Så kan jeg godt tænke, åh nej, sov nu videre pigebarn. Men det er jo ikke fordi, jeg ikke gider hende, jeg hader bare at blive afbrudt, når jeg er igang med noget.
Jeg kan godt være lidt bekymret over den rolle, hun spiller i mit liv nu. At jeg kan være angst for hendes udvikling væk fra mig. Hele ideen med at sætte børn i verden og tage sig af dem, handler jo om, at gøre dem klar til at leve uafhængigt af een, at leve sit eget liv. Men det har jeg slet ikke lyst til, at hun skal.
Tanken om, at hun snart begynder at være mere interesseret i jævnaldrende eller bare andre børn og bevæger sig væk fra mig, gør mig vildt ked af det. Ja, faktisk går jeg allerede og har det dårligt over tanken, at hun på et tidspunkt jo skal flytte hjemmefra.
Er jeg helt fra forstanden eller er det noget, som andre mødre også kender til?
Det underlige er, at jeg som sådan aldrig har været så vild med børn og jeg har først i en sen alder fået min datter (er omkring de 40 år). Men det bånd, jeg føler til hende, er så stærkt, som jeg aldrig havde forestillet mig, at det kunne være.
Nu er det selvfølgelig ikke mærkeligt, at elske sit barn og også at symbiosen mellem mor og barn kan være meget stærk, men jeg kan godt ind imellem være bekymret for, om det, at jeg har været alene i en del år og ikke har det store netværk heller, fordi jeg i mange år har været temmelig desillusioneret, hvad relationer til andre mennesker angår, både venskaber og parforhold, har skabt så stort et afsavn, som hun nu udfylder og som vil gøre mig for afhængig af hende som mit livsindhold og min lykke og gøre det svært for mig, at give slip på hende, når hun skal ud i verden.
At jeg vil hænge mit liv for meget op på hende og den rolle, hun udfylder i mit liv, så der bliver et stort hul, når hun en dag flytter hjemmefra, eller også før, når hun begynder at løsrive sig. Hvor efterlader det mig ?
Bortset fra det, er jeg selvfølgelig også bange for, hvad det vil gøre ved hende, at hun har så stor betydning for mig. Om jeg vil blive for omklamrende som mor…..måske ligefrem bebrejde hende at hun fravælger mig – som min egen mor iø gjorde, da jeg var teenager. Først nu forstår jeg, hvor hårdt det må være, når ens små guldklumper, som man har puslet om og passet i hoved og r.. i så mange år, pludselig vender ryggen til og bevæger sig væk 🙁
Hvordan klarer man det ?
Med venlig hilsen